Teori og praksis på læreruddannelsen: kundskabsformen, kultur og kropslighed

Læreruddannelsen er som en Professionsbacheloruddannelse på én gang en uddannelse til en profession og til en kandidatuddannelse, hvilket betegnende for læreruddannelsens problematik. Dvs. et identificerende og strukturerende spørgsmål, der indebærer forskellige perspektiver på, hvad der er en god læreruddannelse herunder, at den står i en ydre relation til Bolognaprocessen samt i indre relationer til universitets- og andre Professionsbacheloruddannelser og praktiksteder. I disse relationer indplacerer læreruddannelsen sig som et kulturelt sted, når de studerende veksler mellem praktik- og uddannelsessteder (topos) og dertil skelner mellem teori og praksis (logos). I et dialektisk perspektiv kan teori og praksis dog ikke identificeres med henholdsvis uddannelses- og praktikstedet men er gensidigt relaterede. Således undersøger afhandlingen på en baggrund af topos- og logosmodellen, hvilke kundskabsformer der intenderes og praktiseres på uddannelsens steder, hvordan de rammesættes af kulturelle strukturer, og hvordan man kan forstå kundskabsformerne som kropsligt forankrede.