Tid til at være professionel? om tidsstyring, autonomi og professionalitet i den danske folkeskole

Lærerne stopper paradoksalt nok, fordi de gerne vil være lærere. De oplever ikke, at det er muligt at være den slags lærere, de gerne vil være inden for folkeskolens rammer. En del har valgt at skifte til friskoler og fortæller, at de nu igen føler, at de kan være lærere og har fået deres arbejdsglæde tilbage.

En stor del af lærerne fortæller, at de ikke oplever at have den fornødne tid til at tage hånd om eleverne, hvilket resulterer i konstant dårlig samvittighed, hvorfor de til sidst ikke kan se sig selv i øjnene og synes, at de svigter børnene. Når lærerne efterspørger mere tid til det sociale, er det ikke ud fra et ønske om at være socialpædagoger og frasige sig undervisningen eller det faglige, men fordi det faglige og det sociale forudsætter hinanden. Når de føler sig pressede over ikke at have tid til de relationelle dele af arbejdet, er det af både faglige og etiske grunde.

Lærerne kan efter den nye arbejdstidslov ikke længere i samme grad disponere over deres arbejdstid. Det betyder, at selvom de godt ved, hvad der er det rigtige at gøre i den enkelte situation, kan de ikke nødvendigvis komme til at gøre det, fordi deres tid er øremærket til noget andet. På den baggrund er deres professionelle vurderinger blevet tilovers, og det giver sig udslag i moralsk stress. De ønsker sig ikke mere fritid, men mere fri tid, som ikke på forhånd er øremærket, og som de kan bruge til det, de oplever som deres helt centrale kerneopgave, nemlig at have tid til at tage hånd om børnene både fagligt og socialt.