TV-slagtningens pædagogik

Publikation: Bidrag til tidsskriftTidsskriftsartikelForskningpeer review

Abstract

I februar 2014 demonstrerede en lille gruppe mennesker på en plads i Lisabon. Foran dem lå en tøjdyrsgiraf på et hvidt lagen. Omkring giraffens hals var der sprøjtet rød maling. De demonstrerede imod en offentlig ’henrettelse’ i Danmark. Købehavns Zoo havde nemlig få dage før skudt giraffen Marius med en riffel, og herefter parteret kroppen foran havens gæster, hvorefter den døde dyrekrop var blevet kastet for løverne. TV-billeder af børn i flyverdragter, der fik forevist parteringen af Marius af en entusiastisk ZOO-medarbejder iført hvid, blodplettet dragt og slagterkniv, cirkulerede verden rundt sammen med billeder af de veltilfredse løver, der smæskede sig i Marius’ højreb med genkendelig girafpels. Disse billeder kastede Danmark i den største internationale mediekrise siden Muhammedtegningerne. For hvordan kunne man dog slå dette smukke, sunde og langhalsede dyr ihjel? Endda parterer det foran børn? Og så gav man ikke engang dyret en ordentlig begravelse? ZOOs videnskabelige direktør Bengt Holst var ude at forsvare handlingen, og hans nøgterne stil og hans angreb mod ”disneyficeringen” af vores forhold til dyr vakte genklang hos danskerne. Særligt vandt han folkets gunst, da han forsvarede sig ridderligt i et liveinterview på BBC og udstillede de hykleriske briter, der foretog deres girafparteringer i det skjulte. Heroverfor var danskerne altså mere ærlige og mindre disneyficerede. Politikens læsere kårede ham til årets dansker for denne dåd.Denne sag udstiller meget tydeligt den moderne kulturs bizarre forhold til alt, der berører dyr og ikke mindst slagtninger af disse og behandlingen af døde dyrekroppe. Det er handlinger, der fremkalder stærke reaktioner og besynderlige betydningskonstruktioner fra både tilhængere og modstandere. For det første: Hvorfor skulle netop drabet på dette dyr påkalde sig så meget opmærksomhed og vrede, når nu millioner af dyr dagligt slagtes efter at have levet i langt kummerligere forhold end Marius? Var det mon pga. de stærke mediebilleder? For det andet: Hvordan kan parteringen af et importeret og indespærret dyr blive symbol på danskernes særligt ’naturlige’ forhold til dyr? Og danne grobund for en ny, samlende nationalfølelse?Fra et pædagogisk perspektiv er det særligt interessant, at begge lejrer brugte det pædagogiske/upædagogiske i handlingen i deres argumentation. På det ene side påpegede Marius’ fanklub og alle de blødsødne briter, at det er skadeligt og afstumpende (dvs. ikke lærerigt) for børn at overvære den blodige partering, mens Bengts fanklub betonede vigtighed af, at børnene også får et ”levende” indblik og dermed læring i dyreanatomi udenom Disney Channel. I forlængelse heraf er det interessant, at en anden læringsplatform i stigende grad er begyndt at vise slagtninger, nemlig madprogrammet. Hvor man i mange år har nedtonet, at kød kom fra levende dyr, så har flere i de seneste år noteret sig en stigende synliggørelse af dyreslagtninger i madprogrammer. Slagtningen kobles her ofte til en kritik af det moderne menneskes distancerede forhold til fødevareproduktionen. Udstillingen af dyredrabet og parteringen af dyrekroppen tager seeren med ‘backstage’ og viser alt det, der skjules i kølediskenes parade af plastikindpakkede muskelmasser. Det er bemærkelsesværdigt, at det i høj grad er mandlige tv-kokke, der fører an i denne ‘nykarnevoristiske’ tendens. Slagtningen protrætteres ofte som en måde at få kontakt til en oprindelig, præmoderne form for maskulinitet på. Et eksempel er en sekvens i serien Jamie’s Italian Escape med Jamie Oliver. Her tager den populære britiske tv-kok en tur til Italien i et forsøg på at genfinde sin passion for madlavning og livet som sådan. Hans passion er forsvundet i det stressende liv i London som mediestjerne og far til to. Så Jamie efterlader kone og børn et par måneder i den overbevisning, at mødet med det autentiske italienske køkken og den simple italienske livsform vil give ham gnisten tilbage. Højdepunktet i denne tur bliver et ophold hos en selvforsynende italiensk bondefamilie. Her inviteres han til at slagte et lam til sin velkomstmiddag. Slagtningen fremstilles i en lang sekvens, hvor Jamie med hjælp fra en af de lokale mænd skærer halsen over på det bagbundne lam. Jamie er tydeligvis berørt over sin handling, men som han forklarer: ”To kill that lamb today was pretty emotional and pretty hard-core. But as a chef who has cooked thousands of lamb, I think it’s only fair you kill one, otherwise you’re just a fake.” Lammeslagtningen bliver altså symbolet på Jamies initiering i det autentiske liv. Han synes endda at bruge sin handling til at påkalde sig en særlig autenticitet (eller autenticitetskapital), som han kan bruge til at hævde sig sine ”uautentiske”, britiske kokkekollegaer, der er blevet hjemme i London. De har ikke slået lam ihjel og er således bare ”fakes”. At slagte fremstilles som en statusgivende handling i en autenticitetshungrende moderne verden. Handlingen markerer også, at Jamie Oliver har genfundet kontakten med sin indre urmand, som han havde mistet kontakten med i sit moderne Londonliv, hvor han enten arbejdede eller var en blød far. Lammeslagtningen lærer ham at blive en rigtig mand igen.
OriginalsprogDansk
TidsskriftMagasinet Asterisk
Udgave nummer73
Sider (fra-til)32-33
Antal sider2
ISSN1904-2698
StatusUdgivet - 1 mar. 2015
Udgivet eksterntJa

Citationsformater