Udskolingslæreres perspektiv på motion og bevægelse i skolen

Formålet med afhandlingen har været at opnå viden om, hvordan man kan styrke og udvikle sammenhængen mellem bevægelsespolitikker og praksis i folkeskolen, og hvordan man kan fremme og kvalificere integreringen af bevægelse i undervisningen. For at opnå denne viden har jeg gennem et indledende litteraturstudie og et kvalitativt studie på fire danske folkeskoler undersøgt hvordan udskolingslærere oplever, forstår og håndterer bevægelsespolitikken med særligt fokus på integrering af bevægelse i undervisningen.
Afhandlingens resultater viste, at forvaltningen af bevægelsespolitikken var overladt til den enkelte lærer, hvilket bl.a. kom til udtryk i er stor diversitet i den måde hvorpå lærerne oplevede, forstod og håndterede bevægelsespolitikken og integreringen af bevægelse i undervisningen. Afhandlingens resultater demonstrerede også en række forhold, som ifølge lærerne havde betydning for integreringen af bevægelse i undervisningen og som bidrog til anvendelsen af coping-strategier. Lærerne oplevede for det første et stor arbejdspres og begrænset tid til at løse opgaverne,
og da de samtidig oplevede bevægelsespolitikken som en ekstra og mindre vigtig opgave, havde det stor betydning for lærernes håndtering. Nogle lærere oplevede for det andet, at bevægelsespoli-tikkens krav og intentioner var i strid med deres professionsforståelse, hvilket påvirkede håndterin-gen. Lærerne gav for det tredje udtryk for, at et hensyn til eleverne havde betydning for, hvornår bevægelse blev integreret i undervisningen og hvilken type af bevægelse i undervisningen, der var tale om. Endelig oplevede lærerne for det fjerde fravær af støtte, monitorering og prioritering af området fra ledelsens side og fravær af muligheder for fælles drøftelser og samarbejde med kolleger. Resultaterne demonstrerer, at der i kontekster, hvor bevægelsespolitikken rummer stor fleksibilitet og autonomi (som det er tilfældet med de 45 minutters daglig motion og bevægelse), er risiko for et skred mellem hensigterne med politikken og lærernes praksis, og dermed at bevægelses-aktiviteterne ikke bidrager til at fremme sundhed, trivsel eller læring. Hvis lærerne tilmed ikke har de nødvendige kompetencer, hvad afhandlingens resultater viste eksempler på, kan friheden til (eller kravet om) selv at forvalte politikken endda virke mod politikkens hensigter. Afhandlingens resultater adresserer hermed også en række problemfelter, som følger af den måde som de deltagende sko-ler og lærere håndterer bevægelsespolitikken på, og som medfører en markant forskel mellem hensigten med bevægelsespolitikken og den konkrete praksis i skolen.