Udspænding

Udspænding, udstrækning, stretching… alle er termer dækker over ønsket om at sætte væv på stræk med forskellige mål og formål. Men begreberne dækker også over en udvikling der i korte træk gået fra at udspænding ikke blev anvendt over at det blev anvendt dogmatisk, som et must i både opvarmning, nedvarmning og terapeutiske sammenhænge, til at der i dag hersker en del forvirring over hvad, hvordan, hvornår og hvorfor metoderne og tænkningen skal inddrages.
Med afsæt i denne forvirring vil der i denne artikel blive givet et overblik over den aktuelle praksisbaserede og forskningsbaserede viden der findes på området samt refleksioner over hvordan vi som fysioterapeuter, idrætslærere, skadesforebyggere og træningsvejledere kan forholde os til dette kompleks af erfaringer, holdninger, vaner, udfordringer og forskningsresultater – og i denne artikel anvendes gennemgående termen ’udspænding’.

Først og fremmest skal det understreges at denne artikel er et forsøg på at skabe et kombineret struktureret og pragmatisk overblik med afsæt i såvel forskning som praksis. Det er vigtigt at understrege, da området er komplekst og under indflydelse af mange forskellige teorier, vidensbegreber og individuelle og endog kulturelle faktorer. Det overlades derfor til mere specialiserede fora at gå ind i diskussioner af og overblik over de mere tekniske og vævsspecifikke diskussioner omkring effekten af udspænding. Og selv med det afsæt, kan jeg vist godt konstatere at det er overordentligt udfordrende at give en vejledning på baggrund af det brogede billede, og anbefalinger og betragtninger, hvorfor forskellige metodiske og konkrete overvejelser og anvisninger henvises til en senere artikel.