Værdiskabelse og gæld i offentlig innovation

De senere år har der været massivt fokus på at få sat tal og begreber på, hvad det er for en værdi, der produceres i den offentlige sektor – og hvordan der kan skabes mere af denne værdi for de samme skattekroner. Det er ikke enkelt at opgøre, fordi den offentlige sektor har mange forskellige “bundlinjer”. I dette kapitel ser jeg nærmere på, hvordan forskellige former for værdiskabelse er mere eller mindre synlige, og hvordan der ligefrem kan opstå gæld på nogle af de mindre synlige bundlinjer, hvis spotlyset primært rettes andre steder hen, i forventning om at man kan innovere sig til mere værdi for pengene.
I det følgende vil jeg med udgangspunkt i en case fra et tidligere forskningsprojekt og med inspiration fra Susanne Ekmans teorier om, hvordan der “rulles gæld” i den offentlige sektor, vise, hvordan bestemte måder at forstå innovation på kan have utilsigtede bivirkninger.
For det første ved, at et udpræget produktfokus betyder, at nogle menneskers arbejde kommer til at fremstå som lovende investeringer i fremtiden, mens værdien af andre menneskers arbejde kommer til at ligne et stort rundt “0”.
For det andet ved, at det bliver legitimt at forstyrre og spænde ben for “drift” og “rutinearbejde”, der fremstår som værdiløst.
For det tredje ved, at de forpligtelser og følelser af dårlig samvittighed over for borgerne, som eksempelvis plejepersonale bærer på, individualiseres og gøres til noget, som den enkelte medarbejder må håndtere ved for eksempel at gå på kompromis med deres egne forståelser af, hvad der skaber værdi.