Vuggestuebørns fællesskaber i omsorgsetisk belysning

Med afsæt i empiri fra ph.d.-projektet Små børns perspektiver på inklusion (2018) ønsker jeg at belyse, hvordan primært feministiske teoretiseringer af fællesskabers udvikling af safe space og omsorgsetisk handlepraksis kan udvide vores forståelse af små børns samspil og deres intersubjektivitet.
Omsorgsbegrebet er med indførelsen af læreplaner i dagtilbud i væsentlig grad blevet erstattet af læringsbegrebet, som et samlebegreb for og styringen af pædagogisk praksis. Det efterlader et tomrum i forhold til problemstillinger og spørgsmål, som angår menneskers sociale afhængighed, kropslige sårbarhed, sanselighedsaspekter i institutionelt samvær, pædagog barn-forholdet osv.
Små børns intersubjektivitet, deres forskelligartede samværsformer og særlige omsorgshandlinger i forhold til det fælles liv inden for den institutionelle ramme trænger til begrebsudvikling. Pædagoger har i mange år lært, at vuggestuebørn tænker egocentrisk og leger parallelt. Men hvordan stiller den viden os, hvis vi skal forbinde os til de fællesskabende samspil, som børn allerede har etableret mellem sig - eller netop ikke har med hinanden? Artiklen henvender sig til professionsfeltet (inkl. uddannelser), og den har til hensigt at udvide og løfte omsorgsdiskussionerne nye steder hen. Omsorg bliver i artiklen knyttet til pædagogers opgave med at udvikle demokratisk deltagelse sammen med børn, men i en normativ institutionel ramme, hvor enkeltbørn eller grupper af børns væren og deres bidrag til fællesskabelsen ofte overses eller problematiseres ugunstigt.
Artiklens centrale problemstilling er at belyse vuggestuebørns omsorgshandlinger for sig selv (egenomsorg), hinanden og det fælles. Og at de tre omsorgsaspekter altid er knyttet sammen i det pædagogiske projekt, hvis det sigter mod at skabe betingelser for aktivt medborgerskab og demokratisk dannelse allerede fra vuggestuealderen.