Abstract
Denne afhandling udspringer af en overordnet interesse i at studere, hvordan psykotraumatologi, som et forholdsvist nyt fænomen indenfor global mental sundhed, udfolder sig i en dansk velfærdsstatslig kontekst i relation til et andet frembrydende socialpolitisk fokus på efterkommere af flygtninge. Afhandlingens kapitler hviler på en underliggende antagelse om, at fremkomsten af disse nye fænomener giver anledning til nye konstellationer af ekspertise, nye vidensområder, nye professionelle roller og positioner samt nye subjekter i den danske velfærdsstat, her i en folkeskolekontekst.
Det empiriske afsæt er et etnografisk studie af en række psykosociale aktiviteter med kategorien ’børn i udsatte flygtningefamilier’, der fandt sted i to danske folkeskoler i 2010-2011. Intentionen med de psykosociale aktiviteter var at skabe øget opmærksomhed omkring de barske oplevelser, flygtninge har med sig samt hvordan disse oplevelser potentielt præger deres liv i dag samt at udvikle meningsfulde metoder til at adressere disse problemer og ultimativt støtte og styrke sociale relationer i skoler og hjem.
Overordnet analyserer afhandlingen de psykosociale aktiviteter som bevægelser af mental sundhedspleje, i et grænseland mellem klinik og hjem. Igennem kapitlerne undersøges tre forskellige slags møder i dette grænseland, henholdsvis vidensformidlende seminarer, psykosociale børnegrupper i folkeskolen samt videnpraksisser i de hjemlige omgivelser hos en familie hvor en far bliver diagnosticeret med PTSD og for hvem psykotraumatologi således bliver en del af deres levede liv. En central og implicit pointe er, at sundhedspleje er gennemgribende for rutiner og sociale relationer i hverdagslivet. Som en følge heraf stiller afhandlingen det helt grundlæggende retoriske spørgsmål: Hvornår skal der hviskes? Det at hviske skal her forstås som en samlende metafor, som omfatter tvivl, usikkerhed og forvirring samt mere målrettede og pragmatiske tiltag i forhold til at håndtere særlige situationer. Afhandlingen fokuserer således på de spørgsmål og den ambivalens, der produceres når psykotraumatologi praktiseres udenfor kliniske sammenhænge, i skolen og i hjemmet. Der argumenteres for, at disse forskellige slags hvisken tager del af en velfærdsstatslig videns-æstetik, som er udstrakt imellem politisk italesatte og individuelt oplevede behov for at intervenere i børns familieliv på den ene side - og tøven, bekymringer og tvivl omkring interventioner på den anden. Hermed kaster afhandlingen lys over hvordan velfærdsstatens tilstedevær i intime sfærer kontinuerligt udfordres og for-handles i de konkrete sociale relationer hvorigennem interventioner udfolder sig.
Det empiriske afsæt er et etnografisk studie af en række psykosociale aktiviteter med kategorien ’børn i udsatte flygtningefamilier’, der fandt sted i to danske folkeskoler i 2010-2011. Intentionen med de psykosociale aktiviteter var at skabe øget opmærksomhed omkring de barske oplevelser, flygtninge har med sig samt hvordan disse oplevelser potentielt præger deres liv i dag samt at udvikle meningsfulde metoder til at adressere disse problemer og ultimativt støtte og styrke sociale relationer i skoler og hjem.
Overordnet analyserer afhandlingen de psykosociale aktiviteter som bevægelser af mental sundhedspleje, i et grænseland mellem klinik og hjem. Igennem kapitlerne undersøges tre forskellige slags møder i dette grænseland, henholdsvis vidensformidlende seminarer, psykosociale børnegrupper i folkeskolen samt videnpraksisser i de hjemlige omgivelser hos en familie hvor en far bliver diagnosticeret med PTSD og for hvem psykotraumatologi således bliver en del af deres levede liv. En central og implicit pointe er, at sundhedspleje er gennemgribende for rutiner og sociale relationer i hverdagslivet. Som en følge heraf stiller afhandlingen det helt grundlæggende retoriske spørgsmål: Hvornår skal der hviskes? Det at hviske skal her forstås som en samlende metafor, som omfatter tvivl, usikkerhed og forvirring samt mere målrettede og pragmatiske tiltag i forhold til at håndtere særlige situationer. Afhandlingen fokuserer således på de spørgsmål og den ambivalens, der produceres når psykotraumatologi praktiseres udenfor kliniske sammenhænge, i skolen og i hjemmet. Der argumenteres for, at disse forskellige slags hvisken tager del af en velfærdsstatslig videns-æstetik, som er udstrakt imellem politisk italesatte og individuelt oplevede behov for at intervenere i børns familieliv på den ene side - og tøven, bekymringer og tvivl omkring interventioner på den anden. Hermed kaster afhandlingen lys over hvordan velfærdsstatens tilstedevær i intime sfærer kontinuerligt udfordres og for-handles i de konkrete sociale relationer hvorigennem interventioner udfolder sig.
| Originalsprog | Engelsk |
|---|
| Udgivelsessted | København |
|---|---|
| Forlag | Københavns Universitet |
| Antal sider | 186 |
| ISBN (Trykt) | 978-87-93476-21-3 |
| Status | Udgivet - 12 sep. 2016 |
| Udgivet eksternt | Ja |
| Navn | PHD Dissertation |
|---|
Emneord
- Børn og unge