Øvelseskultur i børnehaven

Opmærksomhed, fordybelse og gentagelse er begreber, der er centrale for forståelsen af børns læring og udvikling. Især for mindre børn spiller kroppen en central rolle heri. Disse perspektiver på læring kan knyttes til øvelsesbegrebet. Børn i førskolealderen bruger meget af deres tid og energi på at øve sig. At lære at gå, løbe og at cykle er skelsættende begivenheder i børns liv. At øve sig må på den baggrund karakteriseres som naturligt for børn, og selvom voksnes opmuntring, forevisning og trøst kan bidrage til, at børnenes øvelse falder succesfuldt ud, er det i store træk også en proces, der overlades til overlader til børnene selv. Når det alligevel forekommer interessant at undersøge børnehavens øvelseskultur nærmere, hænger det sammen med, at vores foreløbige studier indikerer, at praksis omkring og opfattelsen af de mindste børns tilegnelse af bevægelsesfærdigheder er radikalt anderledes end blandt børn i skolealderen (Barker, Aggerholm, Standal, & Larsson, 2017). For det første spiller motorikbegrebet en central rolle for forståelsen af mindre børns kropslige udvikling (Jensen, 2012). I den naturvidenskabelige variant af motorikbegrebet og den deraf affødte praksis er grundlæggende udvikling af motoriske færdigheder forudsætningen for udviklingen af mere komplicerede bevægelsesfærdigheder. Enkelt udtrykt forstås børn som biologiske systemer og bevægelsesfærdigheder et resultat af stimuli, reflekser, nervebaner mv. For det andet er der forskning, der indikerer, at idrætslige idealer for bevægelsesfærdigheder har trænge kår i børnehaven, idet pædagoger bevidst afholder sig fra at rette på børns bevægelser af frygt for at tilføre børn følelsen af nederlag (Blume & Lund, 2018). Kommer det derimod til social interaktion, hygiejne eller bordskik afholder pædagogerne sig ikke fra at disciplinere og fokusere på børnenes bevægelser. Herved skabes en praksis, hvor øvelse af kropslige færdigheder knytter sig til særlige kropslige aktiviteter, og hvor idrætslige og bevægelsesaktiviteter ikke er genstand for denne form for opmærksomhed. Det er således en hypotese, at øvelse af kroppen paradoksalt nok italesættes, når de kropslige aktiviteter er sekundære, mens øvelse af kroppen ikke italesættes, når den kropslige aktivitet er primær. Projektet tager udgangspunkt i en grundlæggende erkendelsesinteresse for at forstå øvelseskultur som den praktiseres i en dansk børnehave. Hvad betyder det at øve sig i børnehaven, og hvordan bidrager øvelse til børnenes (kropslige) dannelse? Hvilke forestillinger har pædagoger om bevægelse og øvelse, og hvordan kan pædagogerne støtte børnene i at øve sig?Empirigenereringen startes op med intensive passive observationer (Spradley, 1980). Herefter gennemføres studiet som et fokuseret korttidsetnografisk feltarbejde (Knoblauch, 2005; Pink & Morgan, 2013) i en børnehave i Østjylland med et særligt fokus på de ældste børn. Desuden foretages der afslutningsvist semistrukturerede livsverdensinterview med pædagogerne for de ældste børn i børnehaven (Kvale & Brinkmann, 2014).LitteraturBarker, D. M., Aggerholm, K., Standal, O., & Larsson, H. (2017). Developing the practising model in physical education: an expository outline focusing on movement capability. Physical Education and Sport Pedagogy, 0(0), 1–13. Blume, M., & Lund, O. (2018). Kropslige dannelsesprocesser i børnehaven. Et kulturantropologisk perspektiv. MOVE, (1).Jensen, J.-O. (2012). Motirik og bevægelse i børns liv. Aarhus: VIA Systime.Knoblauch, H. (2005). Focused Ethnography. Forum: Qualitative Social Research, 6(3). Kvale, S., & Brinkmann, S. (2014). Interview. Det kvalitative forskningsinterview som håndværk. København: Hans Reitzels Forlag.Pink, S., & Morgan, J. (2013). Short-Term Ethnography: Intense Routes to Knowing. Symbolic Interaction, 36(3), 351–361.