Bevægelse som pædagogisk redskab i inklusionsarbejdet

Idræt og bevægelse fremhæves ofte i institutionelt perspektiv som begrundelse for styrkelse af kognitive og neurologiske funktioner. Der bliver skabt flere hjerneceller, når man bevæger sig. Det kan hjælpe i forhold til at lære at læse, at lave dansk og matematik etc. Men dertil kommer den psykologiske og sociale betydning af idræt i skolen. Og det kan være mindst lige så betydningsfuldt. Ved hjælp af idræt- og bevægelsesaktiviteter kan børn få en anderledes selvopfattelse, lyst til at deltage og evne til at blive en del af fællesskabet. Det tænker jeg er mindst lige så vigtigt som den kognitive del. Det handler om det hele menneske - både det fysiske, psykiske, sociale og kognitive. Idræt og bevægelse kan skabe betydningsfulde øjeblikke, som kan ændre børns (og mennesker generelt) syn på sig selv og deres egen rolle i fællesskaber. Men hvordan kan dette arbejde med idræt og bevægelse styrke børns følelse af at være en del af fællesskabet og opleve meningsfuldhed, selvværd og trivsel? Og hvordan kan man bruge idræt- og bevægelsesaktiviteter til at forbedre motorik for børn med udfordringer på dét punkt? Hvad er det særlige ved disse aktiviteter? Og kan også det modsatte ske? Børn udelukkes fra fællesskaberne eller oplever nederlag gennem sådanne aktiviteter? Med særlig opmærksomhed på pædagogers didaktiske overvejelser kan man måske komme nærmere svar på sådanne spørgsmål?
Formål
Formålet med ’Bevægelse som pædagogisk redskab i inklusionsarbejdet’ er at bidrage til satsningens vidensproduktion om ”(…) at skabe inkluderende miljø, åledes at alle børn, unge og voksne (herunder udsatte grupper i udsatte positioner) kan deltage i udviklende og lærende aktiviteter” (Forskning og udvikling UCC 2013-2015. Politik og strategi).