Antropocæn og posthuman litteratur

Det er ikke kun natur og klima, der i disse år påvirkes af mennesket. Også menneskets egen natur er under kraftig forandring som følge af den teknologiske udvikling. Genteknologi, neuro-proteser, cochlear implantater, lykkepiller, doping, kunstig intelligens og meget mere udfordrer vores selv- og omverdensforståelse. Mennesket er uløseligt filtret ind i sine omgivelser, og det bliver mere og mere vanskeligt at skelne mellem natur og kultur, krop og bevidsthed, menneske og maskine. Man taler om det posthumane, altså det, der kommer efter mennesket (‘post’ betyder ‘efter’ på latin). Er vi evolutionært set på tærsklen til en ny art, en homo sapiens 2.0?

På de følgende sider kan du høre og læse om antropocæn og posthumanistisk litteratur, der netop tematiserer menneskets forhold til naturen, klimakrisen og teknologien. Begrebet antropocæn hentyder til en tid, hvor mennesket er blevet den største enkeltstående miljøfaktor. Menneskeartens indgribende rolle er dog ikke ensbetydende med, at vi kan kontrollere naturen. Ligesom stormturisten bliver mange af os fascinerede af voldsomme og uforudsigelige naturbegivenheder, samtidig med at vores livsform bidrager til ekstremvejr, mudderskred og behov for stormflodssikring. Når ekstremvejret og klimaforandringerne rykker ind i litteraturen, er det oplagt at tale om klimalyrik, digtning, der har fokus på naturen, samfundet og mennesket selv. Når romaner, tv-serier og film udforsker en verden helt ude af balance, kan vi kalde det postkatastrofale fortællinger. Når mennesker forandres så radikalt af teknologien, at de bliver til cyborgs eller robotter, taler vi om den posthumane tendens, som vi ser i science fiction og absurde fortællinger.