Bevægelsesfrihed: en eksistensfænomenologisk undersøgelse af det opblomstrende begreb frihed i relation til bevægelsespædagogiske kontekster

Frihed er et eksistentielt vilkår (Merleau-Ponty, 2002), og mange vil formentlig være enige i, at det at kunne bevæge sig frit er vigtigt, ikke mindst i lyset af corona-pandemien. Begrebet frihed har også fået fornyet fokus i den aktuelle skolepolitiske debat om den meget udskældte skolereform af 2014.
Indeværende forskningsprojekt tager udgangspunkt i tesen om at oplevelser med at bevæge sig frit er afgørende for, hvordan vi dannes som mennesker. I pædagogiske sammenhænge vokser børn og unges frihed og selvbestemmelse ud af de rammer og betingelser, som bl.a. pædagoger og lærere opstiller. Det betyder, at en af pædagogens eller lærerens vigtigste opgaver er at ville noget med barnets frie vilje og frie bevægelse (Nepper-Larsen, 2016), og projektet skal bidrage med indsigter i, hvordan noget sådan kan foregå.
Vores udgangspunkt er at bevægelsesfrihed er et levet fænomen og ikke fyldestgørende kan beskrives fra et tredjepersons-perspektiv. Vi er således interesserede i at undersøge fænomenet ud fra et enactivt og eksistensfænomenologisk perspektiv (Gallagher 2017). Det gør vi bl.a. med inspiration fra van Manen (2007), som foreslår at dette bl.a. sker ved at gå i begrebets etymologiske rødder, samt undersøge dets idiomatiske, biografiske, skønlitterære, poetiske, hverdagsagtige, fænomenologiske og eksistentielle betydninger. Vi har i denne fase forsøgt at skabe klarhed om begrebet igennem skrivebordsundersøgelser af delbegreberne bevægelse og frihed hver for sig. Med afsæt i en hverdagsagtig oplevelse fra online undervisning i idræt under covid-19-pandemien har vi undersøgt og diskuteret bevægelsesfrihedens betydning og vilkår i forbindelse med bevægelsesundervisning. Det er nedslag i disse undersøgelser, som vi vil præsentere for jer med henblik på at diskutere forståelsen af fænomenet bevægelsesfrihed samt dets betydning i bevægelsespædagogiske kontekster.
Vi foreslår bl.a., at bevægelsesfrihed ikke udelukkende skal forstås på baggrund af individuelle egenskaber og erfaringer, men også på baggrund af de konkrete og gensidigt skabte mellemværender og bevægelsesdynamikker (Fuchs & de Jaegher, 2009), som vi etablerer, når vi bevæger os sammen med hinanden. I tillæg hertil peger vi bl.a. på, at en øget sensitivitet over for og arbejde med de førrefleksive sociale dimensioner i undervisningslokalet eller på legepladsen, kan understøtte børns og unges oplevelser af bevægelsesfrihed samt lyst til at bevæge sig.
31
Referencer:
Fuchs, T., & de Jaegher, H. (2009). Enactive intersubjectivity: Participatory sense-making and mutual incorporation. Phenomenology and the Cognitive Sciences, 8(4), 465–486. https://doi.org/10.1007/S11097-009-9136-4
Gallagher, S. (2017). Enactivist interventions - Rethinking the mind. In Enactivist interventions - Rethinking the mind. Oxford: Oxford University Press.
Merleau-Ponty, M. (2002). Phenomenology and Perception. London: Routledge.
Nepper-Larsen, S. (2016). At ville noget med nogen. Turbine Akademisk.
Van Manen, M. (2007). Phenomenology of Practice (Vol. 1).