Abstract
Paper-præsentationen tager fat på spørgsmålet om, hvordan børns med handicap er stillet i deres rådighedsudvikling set i relation til den ”indkøringspraksis”, som iværksættes omkring, for og med dem som kommende børnehavebørn.
Med afsæt i et empirisk materiale fra ph.d.-projektet Små børns perspektiver på inklusion (Bendix-Olsen, 2018) og et yderligere interviewmateriale fra 2019, fremanalyseres det, hvordan tværprofessionelle inklusionsbestræbelser forbinder sig til børn med handicaps konkrete muligheder for at få greb om det hverdagsliv, som de skal være deltagere i.
Analysen trækker på kritisk psykologisk forskning (Holzkamp, Holzkamp-Osterkamp, Dreier, Højholt) kombineret med materiel feministisk teoridannelse (Garland-Thomson, Mol). Ambitionen bag præsentationen er at indkredse, hvordan faglige problemforståelser og helt konkrete socio-materielle deltagelsesbetingelser virker ind på børns udvikling af rådighed i deres overgang til børnehave.
Problemfelt:
I overgangen til børnehave opstår der en praktisk rådvildhed i forhold, hvad der er bedst for barnet og for børnehaven. Spørgsmål og dilemmaer rejser sig i personalegrupper og i deres samråd med PPR: Er barnet klar til overgangen udviklingsmæssigt set? Hvordan understøttes dets overgang bedst muligt i en børnehavepraksis, hvor andre børn også er nye deltagere? Vil barnet kunne honorere de nye krav til selvhjulpenhed? Er der hænder nok til at tilgodese enkeltbørn i en indkøringstid? Vil det være en fordel at barnet følges med det børnefællesskab, som det hidtil har været deltager i? Er det bedst, at barnet gives udviklingsro i vuggestuens kendte miljø, til der tilsvarende er faldet ro på i børnehaven?
Hvordan kan denne rådvildhed forstås som deltagelsesbetingelse for børn med handicap?
Børn med handicap har både inklusionsrettigheder til almene tilbud og ret til kompensatorisk udviklingsstøtte i særlige tilbud, i fald det specifikke barns ”funktionsnivau” vurdereres at fordre det. Med den deltagerstatus kan børn med handicap betragtes som ”grænsegængere” (liminalt legitime deltagere) i hele den tid, de befinder sig i de almene dagtilbud og særligt i overgange, der tilrettelægges efter en snæver almenpædagogisk praksishorisont. Analyserne peger på, at børn med handicap som en del af deres institutionsliv er ledsaget af en usynlig pædagogisk ”ven”, nemlig det generisk normaludviklede og alderssvarende barn.
Med afsæt i et empirisk materiale fra ph.d.-projektet Små børns perspektiver på inklusion (Bendix-Olsen, 2018) og et yderligere interviewmateriale fra 2019, fremanalyseres det, hvordan tværprofessionelle inklusionsbestræbelser forbinder sig til børn med handicaps konkrete muligheder for at få greb om det hverdagsliv, som de skal være deltagere i.
Analysen trækker på kritisk psykologisk forskning (Holzkamp, Holzkamp-Osterkamp, Dreier, Højholt) kombineret med materiel feministisk teoridannelse (Garland-Thomson, Mol). Ambitionen bag præsentationen er at indkredse, hvordan faglige problemforståelser og helt konkrete socio-materielle deltagelsesbetingelser virker ind på børns udvikling af rådighed i deres overgang til børnehave.
Problemfelt:
I overgangen til børnehave opstår der en praktisk rådvildhed i forhold, hvad der er bedst for barnet og for børnehaven. Spørgsmål og dilemmaer rejser sig i personalegrupper og i deres samråd med PPR: Er barnet klar til overgangen udviklingsmæssigt set? Hvordan understøttes dets overgang bedst muligt i en børnehavepraksis, hvor andre børn også er nye deltagere? Vil barnet kunne honorere de nye krav til selvhjulpenhed? Er der hænder nok til at tilgodese enkeltbørn i en indkøringstid? Vil det være en fordel at barnet følges med det børnefællesskab, som det hidtil har været deltager i? Er det bedst, at barnet gives udviklingsro i vuggestuens kendte miljø, til der tilsvarende er faldet ro på i børnehaven?
Hvordan kan denne rådvildhed forstås som deltagelsesbetingelse for børn med handicap?
Børn med handicap har både inklusionsrettigheder til almene tilbud og ret til kompensatorisk udviklingsstøtte i særlige tilbud, i fald det specifikke barns ”funktionsnivau” vurdereres at fordre det. Med den deltagerstatus kan børn med handicap betragtes som ”grænsegængere” (liminalt legitime deltagere) i hele den tid, de befinder sig i de almene dagtilbud og særligt i overgange, der tilrettelægges efter en snæver almenpædagogisk praksishorisont. Analyserne peger på, at børn med handicap som en del af deres institutionsliv er ledsaget af en usynlig pædagogisk ”ven”, nemlig det generisk normaludviklede og alderssvarende barn.
| Original language | Danish |
|---|---|
| Publication date | 22 Oct 2020 |
| Number of pages | 1 |
| Publication status | Published - 22 Oct 2020 |