Det er jo rarest at vi er enige om at der er brug for at samarbejde: et eksplorativt studie af samtaler mellem forældre og socialarbejdere i børnesager med særligt fokus på grænsedragninger mellem frivillighed og tvang

I denne ph.d.-afhandling undersøges samspillet mellem forældre og socialarbejdere i børnesager med særlig fokus på grænsedragninger mellem frivillighed og tvang. Afhandlingen tilbyder et
detaljeret og praksisnært indblik i mødet mellem de mennesker, der kommer i kontakt med det sociale system, og de mennesker, der er ansat som repræsentanter for samme. Afhandlingens
analyser besvarer ikke spørgsmålet om, hvorvidt mere eller mindre tvang vil kunne sikre barnets bedste, og det har ikke været hensigten at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af hverken
forældreret og ansvar eller samfundets ret og pligt til at gribe ind, om nødvendigt med tvang, for at sikre børns udvikling og sikkerhed. Afhandlingens fokus på grænsedragninger mellem frivillighed og
tvang trækker i stedet forholdet mellem de rettigheder og pligter, der knytter til forældreskabet, og de rettigheder og pligter, der er pålagt de sociale myndigheder fra statens side, i relation til børn, der
befinder sig i udsatte positioner frem, som en interaktionel og kommunikativ udfordring i mødet mellem forældre og socialarbejdere i børnesager.
Det teoretiske og metodologiske udgangspunkt for afhandlingen er den gren af etnometodologien som på engelsk betegnes Conversation Analysis (CA), samt tilgrænsende teoriudviklinger inden for
den symbolske interaktionisme. Analyserne bygger på detaljerede udskrifter af samtaler mellem forældre og socialarbejdere og baserer sig på en forståelse af interaktion som situeret sprogbrug,
organiseret som kontingent forbundne tursekvenser, hvorigennem socialt arbejde skabes i fællesskab mellem socialarbejdere og forældre i små - men ofte afgørende - øjeblikke.
Grænsedragninger mellem frivillighed og tvang operationaliseres overordnet som indlejret i forhandlingsprocesser, hvori der indgår begrænsning af og udvidelse af alternativer. Med afsæt i
uddrag, der repræsenterer steder i samtalerne, hvor forældres stillingtagen til en undersøgelse eller en foranstaltning aktualiseres, giver afhandlingen forskellige bud på, hvordan grænsedragninger
mellem frivillighed og tvang kan iagttages empirisk i samtaler mellem forældre og socialarbejdere.
Analyserne viser, at de valgmuligheder forældrene tilbydes i relation til en undersøgelse eller en 4 foranstaltning, i overvejende grad organiseres gennem forskellige typer af forslagsdesigns. De
kommunikative ressourcer socialarbejderen anvender i forbindelse hermed er mangfoldige og skaber forskellige normative betingelser for forældrenes svarmuligheder. I fem analysekapitler vises
hvordan forældres stillingtagen aktualiseres, modtages og behandles af socialarbejderen. I den forbindelse ses det, hvordan grænsedragninger mellem frivillighed og tvang kan iagttages som
forholdet mellem interaktionelle viljesudtryk, og hvordan der i den forbindelse knyttes særlige krav og forventninger til forældrenes viljes beskaffenhed. Frivillighed og tvang, som interaktionelt skabte
samarbejdspositioner og -relationer er ikke ligestillede, idet socialarbejderens forslagsformuleringer er designede, så de foretrækker en tilslutning.
Udforskningen af grænsedragninger mellem frivillighed og tvang, som forholdet mellem handlerumsudvidende og handlerumsindskrænkende praksisser, anskueliggør, hvordan deltagernes orientering
mod sociale høflighedsnormer er med til at skabe udfordringer for og i praksisudøvelsen. Analyserne viser, at det at handle professionelt i situationer, hvor der hele tiden er mulighed for, at det, den
professionelle foretager sig, repræsenterer indskrænkninger af den andens handlemuligheder, som indebærer risici for ansigtstab for begge parter, kræver et særligt kommunikativt beredskab. Ved at
se professionelles sproglige indirekteheder og nedgraderinger som høflighedsarbejde, nuanceres den kritik socialarbejdere ofte mødes af, når de positionerer sig mindre magtfulde, end de er.
Afhandlingen peger på, at socialarbejdernes orientering mod høflighedsnormer i mødet med forældre, kan være mulighedsskabende såvel som begrænsende for praksisudøvelsen. Der gives på
baggrund heraf grundlag for at formulere krav til institutionelt relevant høflighedsarbejde, der demonstrerer en orientering mod at bevare relationen og progressionen i samtalen og beslutningsprocessen, samtidig med der sikres gennemsigtighed i vurdering- og beslutningsgrundlaget.
Komparative analyser af to samtaler, der repræsenterer hver sin ende af et frivillighedtvangskontinuum viser, hvordan der kan der trækkes forbindelseslinjer mellem tillid og frivillighed og
tvang og mistillid, som afspejler den kompleksitet, der findes i autentiske samtaler mellem forældre og socialarbejdere i børnesager. Analyserne peger på, at tillid spiller en rolle for socialarbejderes
muligheder for at balancere hensynet til sociale høflighedsnormer og den institutionelle opgave i mødet med forældrene. Samt at kompetencer til at skabe gennemsigtighed i interaktionen,
relationen og beslutningsprocessen er væsentlige i forbindelse hermed. De detaljerede analyser demonstrerer, hvordan det at kunne reagere hensigtsmæssigt og adækvat på klienters initiativer,
ikke blot kræver et intenst situationssensitivt nærvær og lydhørhed, men også analytiske kompetencer, der gør den professionelle i stand til at opfange og afkode forskellige budskaber i
klientens tale, herunder sortere og prioritere, hvad der skal handles på, hvordan og hvornår.
Samlet set tilbyder afhandlingens analyser et empirisk grundet supplement til - og i et vist omfang korrigerende nuanceringer af - teoretiske og erfaringsbaserede tilgange til forståelse af socialt
arbejde. Gengivelser af autentiske praksissituationer giver mulighed for at dvæle ved de elemen1
ter af praksisudøvelsen, der endnu ikke er begrebsliggjort og som måske vanskeligt lader sig begribe i
sproglig form. Gennem synliggørelse af detaljer i praksisudøvelsen, som hidtil har været ubemærkede, selvfølgelige og tavse, kan afhandlingen være med til at skabe forstyrrelser i det
umiddelbart genkendelige ved at gøre det genkendte genkendeligt på nye måder. På den måde rummer analyserne i denne afhandling et potentiale for at skabe udvikling på baggrund af en
vekselvirkning mellem tavs og begrebsliggjort viden i og om praksis.