en sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg

1. Indledning
Nærværende skrift udgør afrapporteringen af en mindre og kvalitativt orienteret del af en større intern evaluering af SPIDO. Evalueringen er, ligesom SPIDO i øvrigt, finansieret af Servicestyrelsen under Velfærdsministeriet. SPIDO er et stort anlagt undervisningsprogram, organisatorisk forankret på Jydsk Pædagog-Seminarium, der med udgangspunkt i aktuel demensomsorgspraksis på landets boformer og plejehjem, har formidlet et socialpædagogisk budskab om en anderledes, mere tidssvarende og fleksibel omsorgsindsats. Formidlingen er sket i perioden 2007-2008 overfor cirka 2000 omsorgsmedarbejdere på området. SPIDO pædagogikken bygger i høj grad på inddragelsen af praksiseksempler og på deltagernes arbejde i praksis og løbende afprøvning af viden og værktøjer, de får stillet til rådighed under kurset.
Praksisudgangspunktet og muligheden for at tage afsæt i problemstillinger, der aktuelt erfares i dagligdagen af plejepersonalet, er blevet styrket ved organiseringen af kurserne, hvor de enkelte kursushold har bestået af deltagere fra samme arbejdssted. På den måde kan man sige, at SPIDO projektet har fungeret som den overordnede organisatoriske og pædagogiske ramme for en hel masse lokalt forankrede socialpædagogiske udviklingsprojekter, der tager afsæt i hverdagens praksisproblemer. Det er navnlig i denne sidstnævnte forstand, socialpædagogikken har interesseret nærværende arbejde.
Rapporten var aldrig blevet til, hvis det ikke havde været for de kontakter og feltarbejdsmuligheder, der er blevet formidlet gennem projektleder Jan Jaap Rothuizen og Helle Krogh Hansen .... Både de inspirerende samtaler i projektgruppen og med de professionelle, jeg har mødt på kurser, møder og ved at følge arbejdet i demensomsorgspraksissen, har været afgørende for de refleksioner, der udfoldes over de følgende sider. Når jeg ikke nævner andre navne end dem, der indgår i projektgruppen, er det for at sikre anonymiteten for de personer, hvis historier er omtalt i rapporten. Samme hensyn ligger bag det forhold, at der intetsteds i denne fremstilling findes angivelser af steder, hvorfra empiri er indsamlet
1
En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg
For indledningsvist at give et indtryk af, hvad SPIDOprojektet handler om, citeres her daværende socialminister Eva Kjer Hansens forord i lærebogen ”Socialpædagogik og Demens – det vanskelige omsorgsarbejde”. Bogen er blevet anvendt i kursusforløbene og udgør en vigtig del af empirien for undersøgelsen:
”Et værdigt liv med demens"
I Danmark lider op mod 80.000 mennesker af demens. I årene fremover bliver der stadig flere ældre i den danske befolkning og antallet af personer med demens, må derfor forventes at stige.
Demens ændrer ikke kun tilværelsen for personen selv, men påvirker i høj grad også familie, venner og omgangskreds. Samtidig kræver behandling og pleje af mennesker med demens stor indlevelse og faglig viden. Derfor stiller sygdommen store krav til den måde, vi indretter tilbudene til demenslidende på.
Den hjælp vi giver, skal understøtte den enkeltes mulighed for at tage ansvar for sit eget liv. De tilbud og den pleje der gives, skal derfor tage udgangspunkt i den enkeltes individuelle behov
Og aktuelle situation. Vi skal værne om borgerens ret til selvbestemmelse og vi skal støtte mennesker i at leve et værdigt liv, i overensstemmelse med deres overbevisning og livshistorie.
Magtanvendelse må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand. Magt må kun anvendes som allersidste udvej, når alle metoder er afprøvet uden det ønskede resultat. Det kræver stor faglig kompetence hos plejepoersonalet.
Reglerne om magtanvendelse i lov om social service blev ændret i 2003. Hensigten er at begrænse magtanvendelse og andre indgreb til et absolut minimum.
Et af formålene med den socialpædagogiske pleje er at forebygge magtanvendelse. Metoderne tager udgangspunkt i den demenslidendes værdier og historie, hvilket skal medvirke til at skabe livskvalitet for mennesker med demens. Jeg håber bogen vil kunne inspirere såvel medarbejdere som pårørende til at anvende socialpædagogiske
2
En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg
principper og på den måde være med til at sikre, at også mennesker med demens får et værdigt liv.”
Socialpædagogikken i demensomsorg som formidlingsprojekt bliver selvstændigt evalueret med henblik på den pædagogiske tilrettelæggelse (se: Hansen, Helle Krogh, 2008), ligesom effekterne af kurserne er søgt afdækket i en kvantitativt anlagt undersøgelse (se ?), som følger op på resultaterne af den eksterne evaluering af det oprindelige pilotprojekt (se: Muusmann, 2006).
Omtalte evalueringer har betydet, at nærværende projekt er givet en betydelig frihedsgrad med hensyn til tilrettelæggelse og fokus. Der er altså ikke tale om et traditionelt evalueringsarbejde, som typisk i langt højere grad end tilfældet er her, er bundet til en bestemt måde at definere opgave og resultatmål.
Frihedsgraden er for det første udnyttet ved at lægge et ensidigt teoretisk fokus, idet systemteorien er den altdominerende teoretiske inspirationskilde for arbejdet. Det betyder, at arbejdet former sig som en anden-ordens-iagttagelse: En iagttagelse af socialpædagogikkens iagttagelser som iagttagelser. For det andet er den udnyttet ved at anlægge en mere principiel tilnærmelse til genstandsfeltet end mere teknologiske og løsningsorienterede evalueringstilgange kan tillade sig.
Snarere end at være en kritisk tilbageskuende vurdering af processer eller handlinger i forbindelse med SPIDO, former arbejdet sig som en pædagogisk-sociologisk refleksion, der som ambition har at bidrage til en skærpelse af bevidstheden om, hvad socialpædagogikken i almindelighed og socialpædagogikken på demensområdet i særdeleshed er for en størrelse og hvordan dens funktion i den sammenhæng kan karakteriseres. Snarere end at spørge til og vurdere handlinger og effekter stilles her spørgsmål, som i bedste kantianske tradition søger at afdække muligheder og mulighedsbetingelser. Vi vil ikke, som Kant gjorde, spørge, hvordan erkendelse er mulig, selvom dette spørgsmål altid er medrepræsenteret (appræsenteret), når en mere epistemologisk anlagt sociologi arbejder. Hovedspørgsmålet formuleres i overensstemmelse med den ovennævnte tradition som et ”hvordan-er-noget-muligt- spørgsmål”. Altså i vores sammenhæng: Hvordan er socialpædagogikken i demensomsorg mulig eller hvordan gør den sig mulig – ikke først og fremmest som en motivation eller intention i omsorgsmedarbejderens bevidsthed, men som et socialt
3
En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg
fænomen, der gør sig gældende i interaktionen i forbindelse med omsorgsarbejdet eller den professionelle kommunikation omkring samme.
Vi vil arbejde lidt videre med dette spørgsmål og hvordan det kan operationaliseres i næste afsnit.