Hel igen efter amputation - og vejen dertil

Hel igen efter amputation – og vejen dertil
Elisabeth Bomholt Østergaard, PT, Master i sundhedsantropologi,
Dip.pæd.
Baggrund
Sundhedsprofessionelle bør udvikle større opmærksomhed
på og forståelse for, hvilke måder mennesker oplever ’inkorporation’
af diverse proteser, som fx pacemaker, benprotese
eller kørestol – og være bevidste om de dybe følger for identiteten,
der kan være i forbindelse med fysisk forandring af
kroppen (Toombs 1999). Der har ikke tidligere lavet studier af
forholdet mellem funktion, begrænsninger og identitet hos mennesker, der har fået en legemsdal amputeret (Horgan &
Maclachlan 2004). Antallet af benamputationer i Danmark er
steget, og skyldes i Vesten hovedsagelig (85-90%) karsygdomme,
hvoraf ca. 1/3 skyldes diabetes. To af Danmarks otte
folkesygdomme er netop hjertekarsygdomme og type 2-diabetes
(SIF 2005), som for en stor del skyldes livsstil. I
Danmark har mellem 200.000 og 300.000 mennesker type 2-
diabetes og forekomsten er kraftigt stigende og forekommer
i stadig yngre aldersgrupper (Dansk Sygeplejeråd 2006) med
amputation som mulig konsekvens.
Formål
Opnå indsigt i hvad der kan medvirke til, at mennesker kan
føle sig hele igen efter en benamputation, føle sig reintegreret
i samfundet og opnå et tilfreds-stillende hverdagsliv,
kropsforandringers indflydelse på identiteten , rehabilitering i
rituel belysning med fokus på kroppens rolle.
Metode og materiale
To måneders feltarbejde i 2006 i Danmark blandt ni mennesker,
som havde fået amputeret en del af et ben, og som
havde fået protese: samt blandt seks sundhedsprofessionelle.
Metoderne har været deltagerobservation (passiv, moderat
og aktiv), fokusgruppediskussion og interviews (semistrukturerede
og ustrukturerede). Mit analytiske perspektiv
har været kroppen som subjekt og antropologisk teori om
overgange i livet.
Resultat
Alle informanter følte sig hele som personer (inklusive kropsligt),
at de var blevet sig selv igen – i en ny tilstand – og de
fleste, at de igen var en del af samfundet. Afgørende faktorer
herfor: opnåelse/bibeholdelse af fantomfornemmelser,
inkorporation af protesen, se fotografier af benet, som det så
ud inden amputationen, sige farvel til benet, glemme kroppen,
specifik fysisk træning, prøve grænser af og opleve sejr,
føle sig set, møde andre i samme situation, en bil, et uafhængigt
hverdagsliv og arbejde. I et rituelt perspektiv havde
informanterne bevæget sig fra separation (fra tidligere liv,
krop, arbejde) gennem liminalitet til integration (i sig selv, i ny
krop, i samfundet).
Perspektivering
Resultaterne af studiet viser, at følgende er relevant: arbejde
aktivt med inkorporering af protese,arbejde aktivt med at
opnåelse/bibeholdelse af fantomfornemmelser, efter fokus
på kropsbevidsthed/at mærke kroppen – at få fokus væk fra
kroppen igen, så kroppen atter kan blive fraværende, så der
frigives plads til at kunne rette opmærksomheden andre steder
hen: meget tidligt at oplyse om muligheden for og helst
opfordre til at få besøg af en person, der selv har oplevet
amputation på egen krop: tilrettelægge tilbud til grupper, så
der skabes mulighed for at møde andre i ‘samme’ situation:
tage kliniske fotografier af benet før amputationen – nemt og
enkelt: motivere til at prøve grænser af og medvirke til at
sætte succesoplevelser som delmål: vigtigt for den enkeltes