Innovations-, Samarbejds- og Styringsfantasmer i det Offentlige: PhD-afhandling

Research output: Book/Report/PhD thesisBookResearch

167 Downloads (Pure)

Abstract

Man kan i mange forskelige sammenhænge spore forskellige teorier og forestillinger om, at man gennem cocreation, swarm-creativity, innovationspartnerskaber, open innovation og samarbejde kan skabe noget innovativt (Pralahad og Ramaswamy 2000, Gloor 2006, Chesbrough 2006). Mange af disse teorier kan betragtes som fantasmer, i og med at de knyttes sammen med en mere eller mindre specifik ”goodness to come”, men de handler først og fremmest om den private sektor og tager udgangspunkt i, hvordan denne sektor er indrettet.
Samarbejde, cocreation og partnerskaber samt brugerdreven innovation, brugerinddragelse og samarbejde med brugerne er imidlertid også blevet udbredte elementer i offentlige innovationsstrategier (Bason 2007, Bason et al 2009, Greve & Hodge 2010, Kristensen og Voxted 2009, Sørensen og Torfing 2011), og derfor undersøger afhandlingen implikationerne af sådanne innovationsambitioner specifikt i den offentlige sektor. Dette fokus skyldes bl.a., at den offentlige sektor har tradition for at ”arve” forskellige idéer og koncepter fra den private sektor, selvom en række forskellige forhold gør, at de to sektorer fungerer på forskellige præmisser og derfor ikke nødvendigvis står over for de samme problemstillinger eller nødvendigvis kan bruge hinandens erfaringer og koncepter direkte (Røste og Miles 2005, Hauknes 2005).
Særligt to strømninger ses tydeligt i disse offentlige innovationsstrategier – nemlig forskellige udgaver af partnerskaber (Greve & Hodge 2010, Skelcher 2005) og forskellige udgaver af brugerinvolvering (Bason 2007, Bason et al 2009, Kristensen og Voxted 2009). Derfor analyseres to cases fra den offentlige sektor, hvor ledere og ansatte specifikt havde ambitioner om hhv. at samarbejde med partnere og at samarbejde med brugere.
I problemformuleringen spørges hvilke kulter og forestillinger, de nævnte ideer om at kunne samarbejde sig til innovation hænges op på, hvilke antagelser om mellemmenneskelig interaktion de funderes på, og hvilke implikationer de har, når de undersøges i samspil med andre eksisterende idéer, der også cirkulerer i den offentlige sektor.
Gennem afhandlingen analyseres to cases. I den ene case analyseres et projekt, hvor en kommune og en række virksomheder indgår i partnerskaber og forsøger at samskabe nye løsninger til plejehjemssektoren. I den anden case forsøger en række offentlige instanser at samarbejde om en fælles forebyggelsesindsats rettet mod/i samarbejde med kommunens unge.
På baggrund af empirien analyseres begreberne innovation, samarbejde og styring i et poststrukturalistisk, postmarxistisk logik-perspektiv inspireret af Glynos og Howarth (2007). Mere specifikt benyttes metoder for thick description (Geertz 1993), extended case method (Burawoy 1998), og i en række teoretiske udstrækninger bringes empiriske fund ind i et refleksivt vidensprojekt i overensstemmelse med Glynos’ og Howarths samt Burawoys tilgange.
På den baggrund vises det, at alle tre begreber (innovation, samarbejde og styring) kan siges at spille centrale roller i strategiske og politiske processer, hvor forskellige aktører forsøgte at meningsudfylde, bruge eller koble sig sammen med fantasmatiske forestillinger om en mere eller mindre specifik ”goodness to come” (Glynos and Howarth 2007:145-147). Ligeledes vises, hvordan disse (og andre) fantasmer udgør væsentlige elementer af strukturerende, selekterende og kompleksitetsreducerende fortællinger om, hvordan den offentlige sektor er og bør være indrettet, og at disse fortællinger samtidig ”ser”, anerkender og legitimerer visse aktører, værdiformer og sociale logikker, mens andre tilsvarende ”overses”, miskendes og/eller tabuiseres.
Det konkluderes, at aktørerne anskuer og taler om innovation og innovationsprocesser på måder, der som oftest har en eller anden form for teoretisk opbakning. På den måde repræsenterer aktørerne en række forskellige tænketrends, som går på tværs af vidensfelter, og som både kan findes inden for forskellige teoretiske skoler og i hverdagsfortællinger, handlinger og forsøg på at styre eller fremme innovations- eller forandringsprocesser. Institutionalistisk prægede forestillinger og fortællinger om, at innovation kommer ”udefra” eller gennem uplanlagte møder og sammenstød mellem forskellige tænkninger, blander sig med lineære forestillinger om styrbare processer og markedsprægede fortællinger om brugeres efterspørgsel som kilder til innovation. Disse flyder igen sammen med læringsteoretiske beretninger om ”indefrakommende” kreativitet og flow, der igen blander sig sammen med forestillinger om, at innovation er noget, der opstår mellem mennesker. Det som ifølge én forståelse er at betragte som innovationsfremmende (fx forstyrrelser, pres, udbytte eller planlægning), kan ifølge en anden udlægning være barrierer og vice versa. Derfor er en delkonklusion i kapitel 5, at det ikke er muligt at pege på generelle drivkræfter og barrierer for innovation, men at man i stedet må undersøge, hvorledes forskellige aktører, relationer eller fænomener gennem kampe mellem forskellige logikker gøres til barrierer eller drivkræfter inden for forskellige logikker. Dermed er scenen sat for at undersøge, hvordan sådanne politiske kampe foregår, hvilke forestillinger og antagelser, der bliver trukket på, og hvilke implikationer det får for forskellige aktører i de konkrete cases.
Afhandlingen viser herefter, at aktørerne ikke på nogen måde er konsekvente i, hvad de anser som innovation. Heller ikke alle taler lige meget om innovation, med mindre de bliver bedt om det. Ikke desto mindre kan aktørerne godt indtage et innovationsperspektiv, hvis det er politisk opportunt, eller hvis nogen beder dem om det. Når de indtager dette perspektiv, virker det som en slags prisme, forstået på den måde, at når de betragter noget gennem dette perspektiv, skiller de det betragtede op i ”innovation” og ”kontekst”. Dermed bliver noget gjort innovativt og noget andet gjort gammelt eller statisk. Gennem en sammenligning med debatten om historieløse folk (Weltz 2003, Fabian 2002, Gow 2001, Hastrup 1999 og Lévi-Strauss 1994) og beskrivelser af den moderne vestlige verden som drevet af en endeløs stræben efter det nye og efter udvikling og dynamik (Giddens 1991, Campbell 1983, 1992, Stavrakakis 2010), argumenterer jeg for, at innovation kan betragtes som en fantasme eller som en moderne selvskabelsesmyte, der i modsætning til traditionelle myter (Gow 2001, Lévi-Strauss 1994) hylder og udstiller forandringen og gør individet til den kreative skaber af sin egen udvikling. Samtidig ekskluderes eller tabuiseres de oplevelser, som ikke passer i myten, og på den måde gøres nogle aktører til de statiske Andre.
Innovationsfantasmen eller den moderne selvskabelsesmyte viser sig i løbet af kapitel 6 at være meget tæt forbundet med en samskabelsesfantasme. Stort set alle de involverede aktører går varmt ind for samarbejde og mener, at man gennem samarbejde kan opnå større, bedre og mere innovative resultater end uden samarbejde. Samarbejde forstår de som gensidige, ligeværdige og tillidsfulde relationer, hvor partnerne er indstillet på at imødekomme hinanden og varetage eller tilpasse sig hinandens forehavender, frem for at kæmpe om at få mest muligt af sin egen agenda igennem. Helt kort fortalt konstrueres samskabelsesfantasmen som værende en ukøbelig og ukommanderbar relation, der til en vis grad minder om nogle af de relationer, som andre forskere har påpeget, at vi idealiserer i den moderne vestlige verden. Det drejer sig bl.a. om venskaber (Carrier 1999), rene relationer/parforhold (Giddens 1991, 1999) og kærlighed (Honneth 2003).
Analysen viser imidlertid også, hvordan samarbejde er tæt flettet sammen med netop de økonomiske forhold, som det på mange måder bliver sat i kontrast til. På den baggrund argumenteres for, at den vestlige verdens insisteren på at skelne moralsk mellem ”rene relationer” og ”frie markeder” hjemhørende i hver sin sfære (Carrier 1995, 1997) er en forestilling, der ligesom andre forestillinger er med til at selektere og kompleksitetsreducere vores tolkning af verden, således at vi primært ”ser” de aspekter af en relation, der passer med fantasmen om, hvordan det bør være i den givne sammenhæng.
Ved hjælp af tabuer og fælles tavsheder (Bourdieu 1997) lykkes det et langt stykke hen ad vejen at ”overse” de reciprocitetsforventninger, der ligger i relationer, som aktørerne synes bør være rene (forstået som renset for magt og strategisk noget-for-noget tænkning). Og et langt stykke hen ad vejen lykkes det også at overse styring eller ulige magtfordeling i relationer, aktørerne helst ser som baseret på samarbejde og ligeværdighed. Men tabuerne betyder også, at nogle aktørers oplevelser af relationerne ikke kan godtages eller siges højt. Man kan fx ikke være imod samarbejde uden at være uhjælpsom eller uvillig, og man kan ikke bede om løn for sit (sam)arbejde, for det skal ifølge innovationsfantasmen slet ikke ses som køb af et stykke arbejde, men som en investering i samskabelse af noget nyt og værdifuldt, som endnu ikke er realiseret. Det vises også i kapitlet, at fx regnskabsførelse ikke ”ser” alle former for værdi eller bidrag til det fælles, og at dette kan få samskabelsesfantasmen til at bryde sammen, så relationen ”tipper”, og aktørerne begynder at opfatte den som værende af en anden slags, end de først havde regnet med. De begynder at ”tælle efter” og varetage egne forehavender frem for at imødekomme den Andens.
I kapitel 7 analyseres styring som fantasme, og det bliver tydeligt, at de to analyserede cases er domineret af forskellige fortællinger om, hvordan styringen af projekterne foregår. I den ene case (case 1) er der flere forskellige indbyrdes modstridende fantasmer på spil. Her bliver en hierarkisk social logik legitimeret med reference til en myte om demokratisk valgte politikere og virkeliggørelsen af disses beslutninger gennem den parlamentariske styringskæde – helt i tråd med, hvad andre forskere har vist (Olsen 1978, Torfing 2010). Denne fantasme støder ind i en samskabelsesfantasme, som har indlejret sig som en forventning om ligeværdigt samarbejde fra samarbejdspartnernes side. Men samtidig præges casen også af to forskellige markedsfantasmer, ”markedsmekanismen” og ”vækstmotoren”, der lægger op til to forskellige sæt subjektpositioner, og legitimerer to forskellige slags relationer mellem offentlige og private aktører. Disse to markedsfantasmer står i vejen for hinanden på den måde, at den ene legitimerer distancerede forhold mellem den offentlige og den private sektor, mens den anden legitimerer tætte, tillidsfulde relationer mellem samme (Vaaben og Lund 2013 under udgivelse).
I den anden case bliver projektet italesat som værende styret gennem en selvstyringsfantasme, der handler om dialog, lytning og åbenhed over for, hvad hver enkelt kan ”byde ind med”. Denne fantasme går forholdsvis uproblematisk i spænd med samskabelsesfantasmen og den moderne selvskabelsesmyte.
I begge cases kan der udpeges empiriske eksempler, der ikke passer med fortællingernes kompleksitetsreducerende beskrivelser. På den baggrund kan man sige at begge styringsfantasmer er med til at dække over eller overse det sociales ofte vilkårlige og politiske karakter (Glynos og Howarth 2007:145-146).
Det konkluderes, at samskabelsesfantasmen trives dårligt i selskab med den hierarkiske styringsfantasme, samt at de to markedsfantasmer trives dårligt i selskab med hinanden. Ydermere konkluderes det, at eksistensen af disse indbyrdes modsigende fantasmer i den ene case skaber en heterofonisk situation, hvor deltagerne har svært ved at aflæse, hvilke former for sociale spilleregler, der er de gældende, hvilke typer relationer, der er tilladte, og hvad der er det moralsk rigtige og forkerte at gøre i en given situation. Det, der fra den ene side opleves som en styringsrelation hvor fx en leder eller en projektleder mener sig forpligtet til at sikre et bestemt udkomme, opleves fra den anden part som en ligeværdig samarbejdsrelation, hvorfor vedkommende forventer at blive lyttet til og have indflydelse. Tilsvarende bliver den form for relationer, der legitimeres af den ene markedsfantasme, ifølge den anden markedsfantasme betragtet som farlige og illegitime og vice versa. Ledere og projektledere er derfor på en svær opgave, hvor de forsøger at få alle de nedefra og udefra kommende forventninger om inddragelse og indflydelse til at passe med oppefrakommende krav om styring, og hvor de forsøger at få de politiske forventninger om at skabe tætte tillidsfulde innovationspartnerskaber med virksomhederne til samtidig at leve op til forskellige krav om at holde virksomhederne på afstand for at beskytte markedsmekanismen og den frie konkurrence.
Modsat trives samskabelsesfantasmen bedre i selskab med den selvstyringsfantasme, som er den dominerende myte i den anden case. Her italesætter lederne ikke deres opgave som en styringsopgave, men som en opgave, der handler om at facilitere og skabe fora for dialoger og samarbejde mellem relevante parter. Analysen peger dog på en række eksempler, der viser, at projektdeltagerne alligevel forsøger at styre de mennesker, som de også forsøger at samarbejde med, og at dette afføder tvivl om, hvad projektet går ud på.
Analysen siger ikke noget om, hvilken af de to cases, der lykkes bedst med at styre processen i retning af at fremme innovationssamarbejde, den siger heller ikke noget om, hvilken af fantasmerne der er mest realistisk, men den siger noget om, hvilke fantasmer der går bedst i spænd med hinanden. Den styringsfantasme, der går bedst i spænd med den moderne selvskabelsesmyte og samskabelsesfantasmen er helt klart den selvstyringsfantasme, der allerede har givet afkald på at kunne styre noget som helst. Den magt der ligger i hierarkiets mulighed for som leder at kunne kommandere noget bestemt, og den magt der ligger i markedets mulighed for at kunne købe eller forhandle sig til noget bestemt, kan ikke bruges til fremme samskabelse, i og med at denne type relation idealiseres som både ukøbelig og ukommanderbar. Det samarbejde og den innovation, som den offentlige sektor så gerne vil fremme, kan ikke fremmes med de magtmidler, der ligger i myterne om den traditionelle hierarkisk organiserede forvaltning og heller ikke i myterne om en neoklassisk markedsmekanisme-tænkning, som det er kom
Original languageDanish
PublisherRoskilde Universitet
Number of pages250
Publication statusPublished - 2013
Externally publishedYes
SeriesPh.D afhandling

Keywords

  • innovation

Cite this