Kalder alle vogne: Bevægelse i specialklasser for børn med ADHD og/eller autisme

Det gode skoleliv giver børn lyst til at være og lære sammen med andre,
men for børn med ADHD og/eller autismespektrumsforstyrrelser
(ADHD/ASF) kan det være udfordrende at opnå dette på grund af skolens
krav og undervisningens form. Forskning viser, at børn med ADHD/ASF
generelt trives dårligere end deres jævnaldrende.

Projekt et fokuserer på kroppens og bevægelsens rolle i det gode skoleliv for
børn med ADHD/ASF. Vi undersøgte, hvordan bevægelse anvendes i
pædagogisk praksis i specialklasser, og hvilke særlige didaktiske overvejelser
det pædagogiske personale gør sig i denne kontekst.

Projektet tager afsæt i en forståelse af bevægelse som en grundpræmis for
børns eksistens. Når børn bevæger sig, bruger de deres kropslighed og
sanselighed, som fundament for at skabe meningsfulde forbindelser til det
faglige indhold, deres medmennesker og omverdenen. Med afsæt i denne
bevægelsesforståelse trækker vi på Hartmut Rosas teori om resonans, hvor
sanselige erfaringer er afgørende for, hvordan vi opfatter og reagerer på
verden.

Undersøgelsen er baseret på kvalitative metoder, herunder
deltagerobservationer og interviews med lærere og pædagoger i fire
specialklasser for elever ADHD/ASF-diagnose.

Gennem undersøgelsen så vi børnene bevæge sig mellem anspændthed,
engagement, modstand og indlevelse. Én pregnant oplevelse, hvor flere
elevers kropslige reaktioner fremstod tavse og fremmedgjorte, ledte os til
fokus på resonans. Fra et åbent og induktivt perspektiv skiftede vi fokus til,
hvornår og hvordan resonanstrådene udtrykkes i pædagogisk praksis.
Særligt blev vi optagede af at forstå det pædagogisk paradoks, der opstår
mellem personalets specialpædagogiske grundforestillinger om struktur og
de betingelser, som Rosa beskriver som grundlæggende for trivsel.
Spændingen mellem kontrol og kaos rejser spørgsmål om, hvordan kontrol
skaber tryghed uden at hæmme kropslige og emotionelle aspekter af læring.
Bevægelse kan være nydelse og aflastning, men også udvikle socialt og
affektivt potentiale. Personalet prioriterede ofte bevægelse til at sænke
arousal og undgå affektsmitte. Denne tilgang kan dog underminere
elevernes kropslige sansning og evne til at reagere på stimuli, essentielt for
selvforståelse og interaktion.

Analysen peger på behovet for en kropsligt forankret og kontekstspecifik
pædagogik for børn med ADHD/ASF, som (kommende) lærere, pædagoger
og psykomotoriske terapeuter kan anvende og som åbner for nye
samværsformer for børn og fagprofessionelle.