Klasset lyst: Skolens organiseringsformer læst som værdikampe og affektiv økonomi

Afhandlingen handler om, hvordan social klasse, lyst til læring og skoleorganisering er viklet ind i hinanden, når folkeskolens udskolingselever får øgede valgmuligheder, og i afhandlingen undersøger jeg skoleledelses- og organiseringsforsøg med at håndtere dette. Det gør jeg ved at undersøge en gruppe børns tilblivelser som elever i en linjeorganiseret udskoling. Ambitionen er, at bidrage med viden, der stiller ind på det niveau, som er skolens organiseringsformer og herunder, at afhandlingens analyser af effekterne af den undersøgte skoles linjeorganisering kan bruges til at overveje, hvad skoleledelser og politiske beslutningstagere kan gøre, såfremt de ønsker samme eller andre virkninger af deres organiseringstiltag. Afhandlingen udforsker følgende forskningsspørgsmål: Hvordan væver social klasse, lyst til læring og skoleorganisering sig sammen, når folkeskolens udskolingselever får øgede valgmuligheder? Herunder undersøges empirisk på en linjedelt udskoling: Hvordan bliver linjeorganiseringens valgmuligheder en del af det lokale skolemarked, eleverne skal forholde sig til? Og hvordan konstituerer, dvs. former og (gen)skaber linjeorganiseringen lyst til læring og samtidig social klasse? Først præsenteres en række eksisterende undersøgelser af social klasse i forskellige organiseringer af skolen. Formålet med dette er dobbelt. For det første som præsentation af eksisterende fund, når man stiller ind på skolens organisering og social klasse. For det andet udfoldes samtidig også de teoretisk-analytiske tilgange til at arbejde med social klasse, som anvendes i afhandlingen gennem de eksisterende undersøgelser. Fremherskende tilgange til at studere social klasse og skoleorganisering fokuserer på ”equity” som betydningen af social baggrund for læringsudbytte, og peger på, at betydningen er mindst, når eleverne ikke er opdelt i forhold til niveau og social baggrund. Afhandlingen argumenterer, at denne form for undersøgelser ikke bør stå alene, men at der er brug for tilgange, der analyserer social klasse som noget, der gøres og (gen)skabes i og med skolens organisering og i elevernes skolehverdag. Konkret trækker afhandlingen på Faber et al.’s (2012) håndtering af Bourdieus klasseforståelse, hvor poststrukturalistisk tænkning bruges til at fin-tune analyser af klasse som noget, der gøres og skabes. Dette gennem analytisk sondring mellem fem fremtrædelsesformer af klasse som henholdsvis fordelingsforskelle, habitus, identitet, symbolske grænser og dominans. Den sociologiske klasseforståelse kombineres med affektteoretiske tilgange med henblik på, at medtænke, hvordan også lyst er viklet sammen med social klasse og skoleorganisering. Her trækker afhandlingen på forskellige bidrag fra det, der kaldes ”den affektive drejning” (Clough & Halley, 2007). Hermed tænkes affekter som f.eks. lyst som proces og i tilblivelse frem for som faste og stabile fænomener. Særligt central er Skeggs og Woods sociologisk-affektteoretiske tilgang i deres undersøgelse af reality TV-seere (2012) og Ahmeds begreb om ”affektiv økonomi” (2004a, 2004b). Som et analytisk eksperiment bruges Skeggs og Woods læsning af reality TV til at informere afhandlingens læsning af linjeskolen som værdikampe og affektiv økonomi. Konkret oparbejdes tre affektteoretisk informerede analytiske tilgange. Nemlig en begrebsliggørelse af lyst til læring som positiv ladet bevægelse, en begrebsliggørelse af affekters arbejde i symbolske grænsemarkeringer og en begrebsliggørelse af kropslige praksisser i skolens arbejde med affektive transformationer. Afhandlingens primære empiri er produceret på en skole med en socialt heterogen elevgruppe og med linjeorganiseret udskoling, og består for det første af videooptagelser, observationsnoter, elevinterviews og en elevspørgeskemaundersøgelse på to af skolens linjer, nemlig Den Internationale Linje og Art, Music & Performance-linjen. For det andet linjeansøgningsskemaer fra en hel årgang elever. For det tredje et informationsmøde for kommende 7. klasser og forældre, et lederinterview, et møde med skoleledelsen om foreløbige analyser samt et forskningslaboratorium med ledere, lærere og forskere. Og for det fjerde artikler fra lokalavisen om skolen. Dertil bygger afhandlingen på empiri fra den søge- og udvælgelsesproces, hvor skolen er valgt, herunder bl.a. lederinterviews på ni andre forskelligt organiserede overbygningsskoler. Endelig indgår også empirisk materiale i form af dokumenter. Dels fra processen omkring den politiske beslutning om at gøre det frie skolevalg permanent i Danmark og dels fra processen omkring et forslag om at give frie skoler mulighed for at være overbygningsskoler. Med kombinationen af den sociologiske klasseforståelse og affektteoretiske tilgange udvikles, gennem afhandlingens analyser, nye begreber med henblik på bedre at forstå de ikke-intenderede effekter af linjeorganiseringen; nemlig begreberne ”det hyperkontrollerede skolemarked”, ”fin- og grovaffektregulering”, ”klassekammerat-affekter” og ”emotionelle (klasse)kampe”. Begrebet ”det hyperkontrollerede marked” udvikles ved med linjeskolen som eksempel at vise, hvordan den internationale reformbevægelse, som introducerer frit valg som policy-instrument, og hvor skoler samtidig sammenlignes gennem standardiserede test af elevernes læringsudbytte, virker i en dansk kontekst. Med nedslag på to centralpolitiske beslutningsprocesser vises det, at det marked, som er blevet danske grundskoler til del, og som de må navigere, i, er et skolemarked i løbende forandring, hvor valgmuligheder udvides og begrænses igennem politiske tiltag, i hvilke et centralt tema er social og etnisk opdeling. I dette marked positionerer linjeskolens ledelse aktivt og reflekteret skolen og konkurrerer om at tiltrække elever; men med ambivalens i forhold til konkurrencen med andre folkeskoler. Diskussionen om frit valg kontra begrænsninger heraf gentager sig i skoleledelsen i forhold til linjeorganiseringen, hvor den, med de faglige standarder for læringsudbytte, oversættes til sprog om ”klassekammerateffekt” og linjernes ”løfteevne”. En central pointe med begrebet det hyperkontrollerede skolemarked er, at det, der i dag kan honoreres i skolen, både er noget relativt fast, nemlig de standardiserede mål på fagligt udbytte, men samtidig åbnes det også op, hvad det kan være, der anerkendes som værdi i skolen. En central pointe er, hvor kompliceret den affektive økonomi omkring valg og lyst er, og at den består af en række forskellige affekter, der er vævet sammen med klasse og føder ind i klassetilblivelser. Affekter er bygget ind i linjestrukturen i og med, at linjerne hierarkiseres; trods skoleledelsens hensigt om det modsatte. Linjevalget mønstrer sig som en delvis niveaudeling og social opdeling, men linjevalget væver sig sammen med klasse uden, at eleverne bruger direkte markører for social klasse. Dette til forskel fra, hvordan social klasse faktisk fremtræder som en del af deres selvforståelse, når de taler om de to skoler, der ved en sammenlægning blev til den skole, de nu går på; to skoler i henholdsvis et villakvarter og et almennyttigt boligområde. Elevernes fortællinger om linjerne rummer derimod tre forskellige principper for hierarkiseringer. Nemlig hierarkisering, der handler om niveau, om lyst til læring og om fremtider. På den måde kategoriserer børnene hinanden langs skolens organisering som "dumme" eller "kloge", "dem med energi" eller "de useriøse" og dem, der kan få "et godt job" eller dem, der ikke kan. Frygt og afsky for f.eks. ”de fagligt svage” og ”de useriøse” er med til at forme linjernes grænser, og på den højt ansete Internationale Linje veksles frygt og afsky til glæde ved den nye klasse. På begge linjer er det særligt elever med relativt privilegerede sociale baggrunde, der taler om deres linjevalg som værdiakkumulering og fremtidsorientering, og på Den Internationale Linje understøttes disse elever i at opjustere eller fastholde høje akademiske forventninger, der svarer til de veje, deres forældre er gået uddannelsesmæssigt. På Art, Music & Performance-linjen tegner sig en mere kompleks affektiv økonomi. Det handler for det første om en flertydighed i både at læse linjerne som hierarkiserede og samtidig læse Art, Music & Performance som akkumulering af generaliserbar værdi i form af kreativitet og at kunne fremstille sig selv. For det andet handler den komplekse affektive økonomi om, at Art, Music & Performance forbindes med ”sjov”. For det tredje handler den om, at linjen af nogle af dens elever tænkes som lavniveauhold og vælges som en bevægelse væk fra bestemte andre linjer. For det fjerde handler kompleksiteten om, at den gennemgående hierarkisering af linjerne af nogle elever vendes på hovedet ud fra andre kriterier end værdiakkumulering. Også afsky for lugtende drenge og dårlige deodoranter på den højt ansete Science-linje er således med til at forme linjernes grænser. En pointe er, at denne komplekse affektive økonomi ser ud til at være med til at fastholde og genskabe mindre privilegerede klassepositioner gennem egen nedjustering eller fastholdelse af lave akademiske forventninger. Begreberne ”fin- og grovaffektregulering” udvikles til at begrebsliggøre forskelle på de to linjer for det første i elevernes fortællinger om, hvordan de blev præsenteret for linjerne i valgprocessen, hvor mange f.eks. nævner de ”sjove” teaterøvelser på Art, Music & Performance-linjens introdag, mens fortællingerne om introdagen på Den Internationale Linje mere handler om at stille spørgsmål og blive ”helt sikker”. Som det andet forskelle i hvordan elevernes forældre involverer sig i linjevalget, nemlig i forhold til, om de påvirker gennem at (om)forme barnets lyst, så den bliver en lyst til værdiakkumulering; eller om de siger helt direkte, hvilken linje, de vil, at barnet skal vælge. Og som det tredje forskelle i dét, jeg med Juelskjær og Staunæs (2014, 2016) har kaldt affektiv klasseledelse, hvor eleverne på Den Internationale Linje i høj grad regulerer sig selv, mens større udslag i intensitet organiseres frem på Art, Music & Performance-linjen. Begreberne ”emotionelle (klasse)kampe” og ”klassekammerataffekter” udvikles for at pege på, hvordan den komplekse affektive økonomi omkring elevernes valg af Art, Music & Performance-linjen afspejles inden i linjen, hvor eleverne navigerer i at investere i forskellige værdier i deres skoleliv, og hvor der blandt eleverne udspiller sig kampe om, hvad der skal anerkendes som værdifuldt på deres linje. Kampe hvor eleverne trækker grænser mellem hinanden med affekter som irritation og skadefryd. Der er grupper på linjen, hvor det er en del af kammeratfællesskabet, at man ikke tænker sin linje som værdiakkumulering; hvor man forsikrer hinanden, at man ikke ”elsker” matematikken mere end veninderne. Omvendt peger jeg også på, hvad jeg har kaldt ”privilegeret modstand”, hvor elever med oparbejdet kulturel kapital som at kunne spille teater eller instrumenter udtrykker, at de ikke (altid) oplever, at dette bliver anerkendt på linjen, og hvor de selv forsøger at sikre sig, at deres valg af den kulturelt tonede linje er til deres fordel. Afhandlingens fund rejser som det ene spørgsmål i forhold til, om øgede valgmuligheder i skolen kommer til at medvirke til at oparbejdelse af kulturel kapital får mindre plads i skolen; ved at det fravælges af eleverne selv, fordi det anses som for lidt værd i forhold til det, der testes og sammenlignes. Som det andet er et væsentligt spørgsmål, om nye organiseringer af udskolingen bliver nye skjulte måder, som middelklasserne kan differentiere sig på. Som ”klasseblind” organisering. Afhandlingen argumenterer, at det er centralt, hvis man ønsker, at elever med forskellige baggrunde, skal gå i skole sammen, at undersøge skolens indre organiseringer for sociale opdelinger.