Lidenskab: lidenskabelige bevægelser i pædagogisk praksis

Kapitlet handler om at tænke lidenskab og bevægelse sammen. Formålet er at diskutere, hvordan man kan arbejde med børn og unges lidenskab i pædagogiske kontekster. Denne diskussion er vigtig, fordi et fokus på lidenskab indebærer en undersøgelse af, hvordan en aktivitet kan gøres personligt vedkommende samt en del af børn og unges identitet. Det er også vigtigt, fordi pædagogiske kontekster vil uvægerligt påvirke børn og unges lidenskab, men ofte sker det relativt tilfældigt og upåagtet. Med oplægget foreslår jeg, at lidenskab kan antage forskellige former og nogle mere passive end andre. Eksempelvis kan lidenskaben overvælde én, så man bliver passiv og mister kontrollen. Det er ofte den form for lidenskab, som defineres som lidenskab. Det er langt mindre tradition for at tænke lidenskab, som noget man gør og noget man tager på sig. Søren Kierkegaard viser, hvordan dyb lidenskab handler om større grad af aktivitet, hvilket vil sige, at man forholder sig til sin eksistens, dens levede kvaliteter og at man gør det med en dyb forpligtelse på at ville påvirke sin eksistens i en bestemt retning. På den baggrund foreslår jeg, at traditionelle ’undervisningsformer’ i forbindelse med pædagogiske (bevægelses)aktiviteter (’underholdningstilgangen’ og ’informationstilgangen’) ikke i sig selv formår at fremme dyb lidenskab, bl.a. fordi de tilskynder børn og unge til at have et overfladisk og distanceret forhold til aktiviteterne. Skal man arbejde mere i dybden, kan det være nødvendigt at arbejde på umiddelbart ’upædagogiske’ forekommende måder, f.eks. med forførelse og bedrag, som i høj grad handler om den måde man, som pædagog udtrykker sig og bevæger sig på i den konkrete praksis med børnene eller de unge.