Mellem styring og pædagogik

Pædagogisk arbejde er institutionaliseret, rammesat af lovgivning. Pædagoger kan, alt efter temperament og overbevisning, betegnes som velfærdsstatens frontpersonale eller som konkurrencestatens præstationsoptimeringsagenter. Én ting er sikkert: staten har fattet interesse for pædagogisk arbejde i bred forstand – og dermed har staten også fattet en interesse i, hvordan pædagoger uddannes. I de første tyve år af dette årtusind har der været en hidtil uset reformiver, hvor det i tiltagende grad er politiske interesser og politiske inte-ressenter, der sætter dagsordenen, bliver inddraget, og synes det er det mest naturlige, at det er dem, der har forstand på uddannelse og pædagogik. Til gengæld tillægges uddannelsen som en pædagogisk praksis med en historie og med kyndige aktører mindre værdi. Styring er et vilkår for velfærdsprofessioner der lever af offentlige midler. Rammer må fastlægges politisk og forvaltes hensigtsmæssigt. Det er det, der giver det pædagogiske arbejde sin form. Men formen må give plads til indholdet, den faglige substans, ellers koloniserer formen indholdet, eller indholdet dekobler sig fra formen. Derfor må faget pædagogik melde sig og inviteres på banen, når politik og forvaltning griber styrepinden.