Mulighedsbetingelser for patientinddragelse og recovery i psykiatrien

Patientinddragelse er et centralt fokusområde i reformeringen af den psykiatriske sektor
og er blevet et vigtigt tema i sundhedspolitikker, brugerorganisationer og blandt
sundhedspersonale. Den eksisterende forskningslitteratur viser, at patientinddragelse og
recovery er komplekse begreber og der er mangel på konsensus om, hvad de betyder.
Derfor søger denne afhandling at præcisere, hvordan patientinddragelse og recovery
udfoldes i en psykiatrisk kontekst. Afhandlingen består af fire dele.
Først et review af state of the art, hvor patientinddragelse fremskrives som en paraply,
hvorunder bl.a. recovery placeres. Dette review havde til formål at undersøge, hvordan
sygeplejersker oplever udfordringerne ved patientinddragelse i et behandlingsforløb i en
psykiatrisk praksis. Forskellige synonyme begreber forbindes med inddragelse: ”brugerdeltagelse”,
”samarbejde”, ”partnerskab”, ”brugerinddragelse” og ”patientdeltagelse”, og
begreberne ser ud til at være forbundet med begreber som recoveryorientering, fælles
beslutningstagning, fælles ejerskab og plejeplaner.
Dernæst blev der udført et grounded theory studie baseret på interviews og
deltagerobservationer for at præcisere, hvordan inddragelse og recovery materialiseres i
sprog og handlinger i en psykiatrisk kontekst. Resultaterne viser, at sygeplejerskerne
artikulerede patientinddragelse som en etisk situationel og recoveryorienteret tilgang.
Observationer af de sociale interaktionsprocesser mellem sygeplejersker, læger og
patienter afspejlede en biomedicinsk og paternalistisk tilgang, hvor succesen af inddragelse
blev beskrevet som compliance, reduktion af symptomer og evne til egenomsorg. De
fleste sygeplejersker artikulerede den psykiatriske patient som svækket og sårbar og med
alvorlige symptomer ude af stand til at være aktivt involveret i beslutningsprocessen
vedrørende behandling
I den tredje del udføres en kritisk diskursanalyse, hvor politiske og administrative
dokumenter og patientjournaler var genstand for en analyse, hvis formål det var at
identificere betydningen af begrebet patientinddragelse. Resultaterne viser, at de politiske
krav til patientinddragelse afspejler to modsatte positioner mellem objektive
standardiserede evidensbaserede metoder versus en etisk situationel tilgang. Politisk
artikuleres patientinddragelse som positivt og som en måde at forbedre patientens
behandling og livskvalitet på. Patienten skal spille hovedrollen i sin egen behandling og
deltage i beslutningsprocessen, og patientens styring af eget forløb forventes at reducere
sundhedsomkostningerne.
81
Den fjerde del omhandler en kritisk diskursanalyse af, hvordan recovery udfoldes i
interviews med sygeplejersker og i patientjournaler, og spændingsforholdet mellem
patientinddragelse og recovery diskuteres.
Recovery taler ind i en overordnet diskussion om neoliberalisme med dens indlejrede
diskurser af paternalisme, biomedicin, egenomsorg og holisme. Disse diskurser
sameksisterer side om side i den sygeplejefaglige praksis.
Overordnet viser afhandlingens resultater, at patientinddragelse og recovery både politisk
og blandt sygeplejersker omtales som noget positivt, der fremmer patientens egenomsorg
og skaber bedre livskvalitet. Afhandlingens fremanalyserede temaer og diskurser viser,
hvordan patientinddragelse og recovery kommer til at fremstå som to begreber, der har
rødder i en fortrinsvis paternalistisk og biomedicinsk forståelsesramme, som knytter sig
til det dialektiske forhold mellem viden og magt, og som bliver instruerende for de
mulighedsbetingelser, der er for inddragelse og recovery i en psykiatrisk kontekst.