Når hjælpen ikke hænger sammen: Unge med spiseforstyrret og selvskadende adfær deler deres oplevelser

Unge mistrives mere end tidligere, og flere udvikler psykiske lidelser (1,2). For nogle bliver spiseforstyrret og selvskadende adfærd en måde at søge forløsning fra en mistrivsel med intens indre smerte (3,4). Kontrollen og smerten, der er forbundet med den destruktive adfærd, giver en midlertidig beruselse og en pause fra forpinthed og tankemylder. Men den kortvarige lettelse har en høj pris, når adfærden gradvist udvikler sig fra en undvigelse til en nødvendighed. Som et kritisk element i sygdomsudviklingen vil erkendelsen af den destruktive adfærd ofte aktivere selvkritik, der yderligere forstærker den psykiske smerte, som den patologiske adfærd giver momentan forløsning fra. De unge fanges dermed i en dynamik, hvor de pendulerer mellem forpinthed og momentan forløsning i den destruktive adfærd (5–7).
Dobbeltheden i spiseforstyrret og selvskadende adfærd indfanger Mathilde Falch, når hun beskriver sin spiseforstyrrelse som "en beskidt lykke". Hun synger, at spiseforstyrrelsen skal lade hende gå fri, men frygter samtidig, at englene (forløsningen) forsvinder med dæmonerne (forpintheden). Metaforen illustrerer de komplekse dynamikker, hvor lidelse og lettelse væves sammen i den patologiske adfærd, og hvor det er svært at se en udvej.
Forskning peger på, at forebyggelse og sammenhæng i indsatserne er essentielt for at modvirke negativ udvikling i sygdommen og forhindre socialt udsathed (1,8–10). Ved svær psykisk sygdom, som spiseforstyrret adfærd, er det ofte nødvendigt med langvarige behandlingsforløb, hvor socialfaglige, socialpædagogiske, psykiatriske og somatiske indsatser integreres på tværs af sektorer, kommunale områder og medicinske specialer (1,11–15). Denne type indsatser er dog ikke systematisk udbredt i Danmark (1,16,17). Sundhedsstyrelsens oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien lægger derfor op til en systematisk udbredelse, dels af lettilgængelige tilbud til børn og unge i mistrivsel med symptomer på psykisk lidelse, dels af socialpsykiatriske indsatser, hvor der peges på ambulante tilgange som F-ACT (Fleksible Assertive Community Treatment) (1).
Internationalt har modellen "Youth F-ACT" vundet udbredelse i arbejdet med unge med spiseforstyrret adfærd. Denne tilgang adresserer udfordringerne ved fragmenteret behandling ved at knytte den unge til et fast tværfagligt team (19). Fokus er på hjemmebaseret behandling frem for indlæggelse, som søges begrænset så meget som muligt. De hidtidige resultater af Youth F-ACT-tilgangen har været lovende. Forskningen viser, at denne model kan reducere behovet for indlæggelser og forbedre den mentale og fysiske sundhed (18–22).
I artiklen undersøger vi om unge, som har erfaringer med spiseforstyrret og selvskadende adfærd, har oplevelser i overensstemmelse med det udfordringsbillede som tegnes. Derudover er vi interesseret i deres anbefalinger til indsatser for at se, om de er i overensstemmelse med f.eks. Youth F-ACT. Spørgsmålene er:
• Hvilke oplevelser har unge med at få hjælp til at komme sig fra spiseforstyrrede og selvskadende adfærd?
• Hvilke forbedringsforslag har de, og hvordan stemmer disse overens med de politisk-administrative anbefalinger for udbredelse af socialpsykiatriske behandlingstilbud? ?
For at besvare spørgsmålene har vi interviewet 18 unge, der har eller har haft spiseforstyrret og selvskadende adfærd.
Artiklen indledes med de unges beskrivelser af livet i recovery efterfulgt af oplevelserne med at være indlagt med fra spiseforstyrret og selvskadende adfærd. Afslutningsvis samles der op på de unges oplevelser og anbefalinger til hjælp.