Abstract
New Public Management, der siden 1990’erne for alvor er blevet anvendt som statslig styringsmodel i bl.a. den danske uddannelsessektor, giver uddannelsesinstitutionerne svære vilkår at arbejde under. Uddannelsesministeriet satser på større volumen i den internationale mobilitet og presser institutionerne på fastsatte indikatorer i udviklingskontrakterne. Manglende fleksibilitet ser imidlertid ud til at stå som paradoks til den ønskede udvikling.