Overgangsritualer, liminalitet og sygdom/handicap

Overgangsritualer, liminalitet og sygdom/handicap

Baggrund
Alle samfund må forholde sig til spørgsmålet, ”Hvad gør man for at få en person fra én livsfase til en anden?”, og løsningen er næsten altid at finde i overgangsritualer (Eriksen 1998:76).

Som fysioterapeut har jeg ofte mødt mennesker, som har været i overgange i livet, der er en følge af kroniske sygdomme eller handicap. Kroppen og livet forandres, og man føler sig alene og udenfor samfundet i en periode.

I studieforløbet til Master i Sundhedsantropologi har jeg gennem det, der i litteraturen beskrives som overgangsritualer, fået et nyt perspektiv på disse overgange i livet. Særlig i den anden af overgangsritualets tre faser, liminalfasen, finder jeg meningsfulde paralleller og sammenhænge til det at blive syg eller få et handicap.

Formål
Udbrede kendskabet til overgangsritualer og liminalitet til sundhedsprofessionelle, fx fysioterapeuter. Med udgangspunkt i grundlæggende elementer i et overgangsritual vil jeg diskutere begrebet liminalitet ud fra konkrete eksempler, kronisk obstruktiv lungesygdom og amputation af legemsdel.

Materiale og metodebeskrivelse
Til analysen anvendes Arnold van Gennep og Victor Turners teorier om overgangsritualer, fordi de har haft stor betydning for forståelsen af overgangsritualer. Van Gennep var den oprindelige udvikler, og Turner videreudviklede van Genneps teorier. Desuden anvendes Thomas Hylland Eriksen, Claude Lévi-Strauss, Bruce Kapferer, Gregory Bateson og Cecilie Rubows teorier, fordi de på forskellig vis kaster lys over området.

Resultat
De vigtigste overgangsritualer er i mange samfund initieringsritualerne, overgang fra barn til voksen, hvor fx drenge i en periode sendes væk fra landsbyen ud i bushen, hvor de skal omskæres og undervises i samfundets leveregler inden de vender tilbage til byen og reintegreres som mænd. I nordeuropæiske samfund har fire store overgangsritualer været udbredte: Dåb, konfirmation, ægteskab og begravelse.

Overgangsritualer inddeles i tre faser: Adskillelse, liminalfase og reintegration. Adskillelsen sker, når drengene føres ud af landsbyen ind i bushen. Liminalfasen er perioden mellem selve omskæringen og tilbagevendingen, hvor drengene undervises i samfundets leveregler. Reintegrationen finder sted tilbage i landsbyen, hvor de smøres i olie, velsignes og får deres voksne navne.

Liminalfasen er kendetegnet ved, at man ikke længere er klassificeret, og at man endnu ikke er klassificeret, man er ikke er sig selv og føler sig udenfor samfundet – man er midt imellem tidligere liv og nyt ukendt liv.

Liminalitet ses også i forbindelse med opståen af sygdom og handicap, hvilket jeg illustrerer med følgende to eksempler. Når et menneske får et ben amputeret, kan adskillelsen ses som selve amputationen. Herefter indtræder liminalfasen, en periode, hvor individet er præget af ikke at være sig selv, af at være usikker, bange, føle sig alene og udenfor, føle sorg over at have mistet noget af benet, og tro man er ved at blive skør, når man har fantomfornemmelser. Individet er ikke som før og har endnu ikke fundet sin nye status. Reintegrationen kendetegnes ved en tilbagevenden til livet, familien og samfundet, og ved en ny status. Når et menneske får kronisk obstruktiv lungesygdom, kan adskillelsen ses som en adskillelse fra det tidligere liv. I liminalfasen står individet midt mellem tidligere liv og nyt ukendt liv. Vedkommende kan ikke det samme som før, bliver hurtigt mere forpustet, får nemt åndenød, er bange og er sygemeldt eller har mistet sit arbejde. Vedkommende kan komme ind i en ”ond cirkel”, hvor angst for at bevæge sig, angst for åndenød medfører nedsat funktionsniveau og social isolation. Tabet af tidligere liv medfører sorg, og derudover er individet ikke sig selv, føler sig udenfor, er usikker og bange og ved endnu ikke, hvordan det hele skal gå. Reintegrationen kendetegnes ved, at vedkommende har lært at leve med sine begrænsninger, kan se muligheder og har fået ny status.

Liminalfasen anses som afgørende i individets og samfundets liv, og den er vigtig, fordi det er her transformationen eller forandringen sker. Liminaliteten er nødvendig for at bortvaske personens tidligere status og gøre vedkommende klar til at genfødes som en ny person, og fasen er dermed afgørende for, hvordan individet kommer videre. Opløsning er metafor for liminalfasen, som ligeledes betegnes som en refleksionsfase.

For at der kan foregå en transformation er det bl.a. vigtigt at skabe rum for abstraktion og refleksion. Billeder er vigtige, fordi de via det ubevidste kan bane vej for forandringer. Billeder skabes fx vha. symboler, metaforer, historier og myter. Når man mødes i grupper øges mulighederne for billedskabende historiefortællinger. Rollemodellers historier kan skabe billeder og virke transformerende, ligesom sundhedsprofessionelles erfaringer/historier kan det.

At mødes med andre i samme situation kan også give en kollektiv samhørighed i overgangen. Samhørighedsfølelsen, at man ikke står alene, kan give ro og ressourcer til at reflektere og abstrahere fra begrænsningerne og se muligheder. Og kan muligvis give en oplevelse af enhed med andre, som kan være symbolsk meningsfyldt. Gennem oplevelser, som evt. kan være mystiske, fysisk udmattende eller grænseoverskridende, fx træningsoplevelser, opnår deltagerne en stærk subjektiv fællesskabsfølelse.

Overgangsritualer virker ofte socialt integrerende og stabiliserende, som når Kaguru-drenge undervises i samfundets leveregler; som hos Ndembuerne, hvor et kriseritual fungerer som samfundsgenopretning ved sygdom og sociale konflikter; som hos Cunaerne, hvor den syge ”korrigeres”, så vedkommende kan reintegreres i samfundet; og som hos singaleserne, hvor patientens eget selv nedbrydes, hvorefter et socialt accepteret selv genopbygges.

Perspektivering
Sundhedsprofessionelle kan gennem viden om overgangsritualer og liminalitet få endnu et perspektiv på overgange i livet, der er en følge af sygdom og handicap, som både sundhedsprofessionelle og involverede således har mulighed for at anvende gennem overgangen. Perspektivet kan muligvis kaste mere lys over, hvad der er afgørende for transformation.