Pædagogers formidling af naturen i naturbørnehaver

Research output: ThesisPhDResearch

Abstract

Dansk Summary
Afhandlingens titel: Pædagogers naturformidling i naturbørnehaver

Ph.d. afhandlingen: ”Pædagogers naturformidling i naturbørnehaver” er et forskningsprojekt, der undersøger pædagogers pædagogisk didaktiske grundlag for formidling af natur for børn i (natur)børnehaver. På baggrund af eksisterende forskning og udviklingsarbejder om naturbørnehaver, overvejende i Norden, undersøges empirisk viden om naturbørnehaver. Denne viden diskuteres rettet mod de områder af danske pædagogers naturformidling, der sigter mod børns viden om natur, børns interesse for det naturfaglige område og børns naturfaglige dannelse i den sene modernitet.
Afhandlingens overordnede fokus er at skabe ny viden om pædagogers didaktiske refleksioner rettet mod formidling af natur for små børn. Det er desuden centralt i afhandlingen at diskutere betydningen af pædagogers praksis, og at undersøge en eventuel sammenhæng mellem didaktisk praksis og børnehavebørns viden om og interesse for natur- og miljøområdet.
Indsamling af data er foregået over mere end fire år, idet dataindsamlingen blev påbegyndt ca. et år før denne ph.d. blev bevilliget.
Dette har betydet en kompleks datamængde bestående af:
1. Praksisberetninger fra 40 pædagoger og udsagn fra 500 pædagoger om pædagogisk arbejde i naturen. Den store datamængde er bearbejdet gennem datareduktion i displays og figurer for at skabe overblik (afsnit 11).
2. Analyse af praksis i naturbørnehaver gennem pædagogers iagttagelser af egen praksis i tre etablerede naturbørnehaver (cases). Børnehaverne er udvalgt ud fra kriterier om:

• Forskelligartethed i forhold til størrelse og daglig praksis
• Børnehaver der alle har eksisteret gennem en lang periode på mellem 12 og 20 år
• Børnehaverne udadtil på skrift og i tale entydigt har erklæret sig som naturbørnehaver og eksplicit har formuleret sig om dette.

Det empiriske arbejde i hver børnehave har fundet sted over 7-12 dage, og efterfølgende har pædagoger iagttaget deres egen praksis gennem små film fra praksis. Pædagogernes iagttagelser af egen eller kollegaers praksis er det materiale, der efterfølgende er blevet fortolket. Der er endvidere udarbejdet interview med tre ledere og enkelte pædagoger fra andre naturbørnehaver, der alle har eksisteret i mere end 10 år. (afsnit 11)

Forskningsdesign
I afhandlingen arbejdes med kvalitative metoder (Brinkmann & Tanggaard 2010) og med datareduktion af kvalitative data i displays (Dahler Larsen 2002), idet datamængden i pkt. 1 ovenfor er stor.
Ud fra afhandlingens pragmatiske sigte (Johnson & Onwuegbuzie 2004, Dewey 2005, Madsen & Munch 2005) inddrages relevante discipliner indenfor pædagogisk, psykologisk og sociologisk teori.
Afhandlingens forskningsspørgsmål er:

1. Hvilke former for didaktiske overvejelser indgår i pædagogers arbejde med henblik på at formidle naturen for børn i naturbørnehaver?
a. Hvilke former for betydning kan naturen som læringsrum tilskrives i forbindelse med pædagogisk arbejde i naturen?
b. Hvilken betydning kan pædagogisk arbejde i naturbørnehaver have for børns viden om naturen og børns interesse for det naturfaglige område?

2. På hvilke måder kan pædagogers formidling af naturen bidrage til børns naturfaglige dannelse i den sene modernitet?


De forskellige metodiske tilgange det empiriske arbejde er designet ud fra (praksisberetninger, interviews, andenordensrefleksioner og udsagn fra 500 pædagoger) giver mulighed for triangulering af resultaterne (Denzin & Lincoln 1998) og dermed mulighed for at belyse området alsidigt.
I forskningsprojektets sigte indgår både en analyse af feltet gennem gennemgribende iagttagelser af pædagogers formidlingsmæssige praksis i naturbørnehaver, og et normativt pragmatisk sigte der ud fra afhandlingens resultater kan foreslå ændringer i praksis i overensstemmelse med resultaterne. (Dewey 2005).
Resultater
Gennem iagttagelser af pædagogers didaktiske refleksioner angående formidling af naturforhold for børn i skovbørnehaver fremhæves følgende:
• At pædagogerne overvejende ser naturen ud fra en barndomsdiskurs (børnecentreret diskurs).
• At pædagoger i mange tilfælde mener, at naturen formidler sig selv i det direkte møde mellem barn og natur (empirisme).
• At pædagoger i mange tilfælde iagttager naturen ud fra samme konkrete grundantagelser som børn.
• At pædagoger overvejende værdsætter nuet og oplevelsen i situationen.
• At sigtet med formidling overvejende er formalt (Klafki 1983).
• At indholdsdimensionen står svagt i materialet.
• At pædagoger ikke inddrager langsigtede samfundsmæssige refleksioner i deres didaktiske tænkning.
• At der ofte er stor forskel på praksis og de formuleringer, der fremkommer i virksomheds- eller læreplaner.
Hovedparten af pædagogerne i materialet formidler naturforhold for børn, som mindre børn selv forstår dette uden at forstyrre disse opfattelser eller at inddrage kulturel viden om naturen.
Konklusion
I afhandlingen konkluderes specifikt på forskningsspørgsmålene i afsnit 13
Det samlede materiale; SOPHOS interview, iagttagelser og praksisberetninger viser, at pædagoger formidler natur for børnehavebørn ud fra en børnecentreret diskurs. Pædagoger vægter ikke eksplicit at formidle naturen, idet kommunikation med læring som hensigt ofte iagttages ambivalent i det empiriske materiale.
Pædagoger og børn opfatter ofte naturfænomener gennem konkrete intuitive hverdagsopfattelser. Disse opfattelser iagttages ikke refleksivt eller kritisk af det pædagogiske personale ved iagttagelser af egen praksis.
I afhandlingen diskuteres pædagogers formidling af naturforhold i naturbørnehaver ud fra analyse af pædagogers samtaler med børn, og pædagogers refleksioner over disse samtaler. Afhandlingen understøtter ikke, at pædagoger i børnehaver for fremtiden skal opbygge flere undervisningsprægede skolelignede forløb for at formidle naturforhold. Afhandlingen kritiserer, at pædagogers formidling i de hverdagsagtige, hjemlige rammer, som turen i fx skoven er ensidigt understøtter børns hverdagsviden. Det er ikke formen, der er problemet, det er den diskursive ramme, der tilbydes, når børn samtaler med pædagoger om naturfænomener.
Pædagoger understøtter i det empiriske materiale ikke børns naturfaglige kompetencer i særlig grad. Gennem de barnecentrerede læringsrum som empirien påviser, påvirkes børns naturfaglige tænkning ikke gennem kommunikation i retning af en videnskabelig verden af abstraktion. Pædagogerne understøtter overvejende den måde mindre børn tænker på og ofte etableres der lokale forståelser af naturfaglige problemstillinger, der er i modstrid med de samfundsmæssigt accepterede, videnskabelige opfattelser. Den sproglige ramme, kommunikationen foregår indenfor, er ofte begrebsfattig mht. naturfaglige begreber, og den understøtter ifølge det empiriske materiale ikke de første erfaringer med modeller og konstruktioner perspektivrigt.
Det konkluderes ud fra relevant forskning om menneske og natur og ud fra afhandlingens forskningsoverblik, at naturbørnehaver kan medvirke til at påvirke børns liv positivt i børnehavealderen. At de tre år i naturbørnehave kan understøtte børns sundhed både fysisk og psykisk, børns trivsel og børns leg. Det fremhæves endvidere at naturen kan være et godt læringsrum (Dahlgren 2007, Fredens 2008, Nicol 2003), men at det empiriske materiale viser, at pædagoger ikke bruger de muligheder, der findes i uderummet til at skabe sammenhæng mellem konkret sanselig viden og videnskabelig viden i en rig sproglig ramme. Naturforhold italesættes ensidigt af pædagogerne i materialet, som ikke i afhandlingens perspektiv udnytter de muligheder, der findes gennem formidling i konteksten.
Afhandlingen konkluderer, at børn i naturbørnehaver formodentligt efter tiden i naturbørnehaven kender til flere konkrete arter end børn der ikke har gået i naturbørnehaver. Den meget konkrete form, børn iagttager naturfænomener med i naturbørnehaven, er meget forskellig fra den form, de vil møde i forbindelse med deres skolegang, så i afhandlingens perspektiv tillægges naturbørnehaver begrænset betydning for børns interesse for det naturfaglige område efterfølgende. Afhandlingen foreslår et tæt samarbejde mellem lærer- og pædagogprofession og et uddannelsesmæssigt løft for pædagoger, der formidler naturen for mindre børn, som mulige løsninger på at forbinde naturformidling i børnehave med skoletiden. Både lærer- og pædagogprofessionen må samarbejde om at bygge bro mellem børns intuitive opfattelser og videnskabelig abstraktion i en anerkendende og meningsfuld form.
I det empiriske materiale er sigtet på nuet og konkrete forhold så markant, at afhandlingen ikke kan tilskrive pædagogers formidling af natur stor betydning for børns naturfaglige dannelse i den sene modernitet. Pædagogerne i materialet ser miljøproblemer som konkrete problemer med konkrete praktiske løsninger ikke som de komplekse overfortolkede politiske/samfundsmæssige problemer som de fremstilles som af forskere indenfor området . Sigtet i det empiriske materiale bliver derfor kortsigtet styring/modificering af børns adfærd til at gøre ”det rette” når de er i skoven. I afhandlingen fremhæves et dannelsesperspektiv på det handlekompetente menneske som et tidssvarende bud på ”environmental education” rettet mod naturfaglig dannelse som almendannelse. Her fremstilles sigtet i pædagogers didaktiske overvejelser som intentionelt at støtte børnene til et optimalt grundlag for at handle kritisk og kompetent i engageret samspil med andre. Dette indebærer at pædagoger passende refleksivt kan skelne mellem konkrete og ofte æstetiske problemstillinger i naturen og eksistentielle, overfortolkede epoketypiske samtidsproblemer af relevans for alle.

Resultater rettet mod pædagoguddannelsens arbejde med det naturfaglige område:
Afhandlingen antager at pædagogers uddannelse indenfor det naturfaglige område ikke er tilstrækkelig til at bygge bro mellem intuitive hverdagsopfattelser og videnskabelig tænkemåde.
Et ensidigt sigte mod små børns forståelse af naturen er problematisk. Uddannelsen af pædagoger må både pege på specielle forhold, der retter sig mod små børn, inddrage børns erfaringer og forståelser og samtidig diskutere et alment dannelsesmæssigt sigte med formidling af natur baseret på kulturel viden om natur og miljøforhold.
Forskningsprojektet efterspørger yderligere undersøgelser af læreprocesser i naturen, fx pædagogers arbejde med helt små børn, formidling af naturfaglige forhold rettet mod overgange, komparative analyser af forskellige kulturers naturformidling ligesom deciderede effektmålinger af konkrete forhold af betydning for læreprocesser også mangler i den danske og internationale forskning.



Original languageDanish
Publication statusPublished - 10 Sep 2012

Cite this