Pædagogers risikovurderinger på børneområdet

Selvom det ikke er pædagogers kerneopgave at foretage risikovurderinger, er de dog lejlighedsvis nødt til at vurdere risikoen (sandsynligheden) for fx omsorgssvigt. Ved hjælp af vignetmetoden har vi undersøgt 99 pædagogers risikovurderinger. Pædagogerne besvarede spørgsmål på bag-grund af en fiktiv vignet om to børns alvorlige problemer efter deres fars selvmord og moderens efterfølgende psykiske sygdom og indlæggelse. Artiklens fokus er på pædagogernes vurdering af risikoens størrelse, og på hvordan de med egne ord beskrev de beskyttelses- og risikofaktorer, som de lagde vægt på. Tre undersøgelsesresultater er væsentlige: 1) Der er meget stor spredning i pædagogernes risikovurderinger, både når risikoen angives med ord, som fx ”høj”, og i procent-tal. 2) Selvom pædagogerne har anvendt det samme ord om risikoen, fx høj, kan der være meget stor forskel på deres angivelser af risikoen i procent. 3) Der er ingen væsentlige forskelle på, hvad de høj-, middel- og lavrisikovurderende pædagoger nævner af beskyttelses- og risikofaktorer. Der er heller ingen forskel på, hvor mange anslag, de bruger på at angive henholdsvis beskyttelses- og risikofaktorer. Resultaterne tydeliggør, at pædagoger skal være bevidste om, at de har meget forskellige vurderinger af risikoens størrelse, når de ser på nøjagtig samme case. Faglig uenighed om et så centralt spørgsmål som fremtidsudsigterne for børn i familier med vanskeligheder viser sig at være et grundvilkår i pædagogisk arbejde. Med denne erkendelse bliver faglige diskussioner med andre pædagoger om børnenes fremtidsudsigter en mulighed for, at pædagoger kan udvikle deres empati og nuancere deres helhedssyn