Abstract

ADHD. Angst. Autisme. Skizofreni. Borderline. Diagnostiske betegnelser er blevet en del af vores hverdagsvokabular. Hvert år har mere end 700.000 voksne symptomer på psykiske lidelser, og i hver skoleklasse er der ifølge Psykiatrifonden i gennemsnit et eller to børn med alvorlige psykiske problemer1. Den udvikling betyder, at mennesker med diagnoser samt afklarings- og udredningsforløb i stigende grad er blevet et pædagogisk anliggende. Det kommer til udtryk, når f.eks. diagnosticering af børn og unge giver anledning til spørgsmål om grænseflader mellem de almen-pædagogiske og specialpædagogiske felter. Det viser sig også i form af, at mange socialpædagogiske tilbud og bosteder har en større andel af børn og unge, der har været i hyppig kontakt med psykiatrien. At navigere i de grænseflader som pædagog kan være dilemmafyldt i den forstand, at henholdsvis socialpsykiatriske og pædagogiske rationaler og indsatser retter sig forskellige steder hen og har forskellige logikker. Det pædagogiske arbejde har potentialer til at sigte på tværs af diagnoser og forholde sig til børn og unges hverdagsliv, men pædagoger er samtidig, på grund af dominerende diagnoseforståelser, forpligtet på en sundhedsfaglig logik, hvor medicinsk behandling og sygdomsforståelse ofte har forrang. Dilemmaerne er dog ikke entydige. For samtidig med at sundhedsfaglige logikker og udredningsforløb med flere diagnosticerede børn og unge dominerer i meget socialpædagogisk arbejde, så trækker udviklingen også i andre retninger. Eksempelvis er der sket et fokusskifte fra primært neurobiologiske forståelser, der implicerer medicinsk behandling, til at der nu også fokuseres på forskellige sociale forholds betydning for at få det bedre. Et af de primære mål for det pædagogiske arbejde på socialpsykiatriske bosteder er således, at beboerne skal lære at begå sig i en hverdag med forpligtelser og aftaler med andre om madlavning og rengøring osv. Der er lagt vægt på, at de skal få lyst til at få det bedre, og de skal indgå i demokratiske processer og lade deres stemme blive hørt. At diagnoser og grænseflader imellem det almenpædagogiske og det socialpædagogiske område i højere grad er blevet en del af pædagogers arbejdsfelt, rejser en række spørgsmål: Hvordan kan vi forstå pædagogik og diagnoser i forhold til hinanden? Hvordan kan vi – når det kommer til børn, unge og voksne med diagnoser – forstå spændingsfelter mellem selvbestemmelse og omsorg?
Hvordan bliver der i det pædagogiske arbejde set på mangfoldighed og forskellige livsudkast? Hvordan får vi blik for – og genkender – børn, unge og voksnes forskellige deltagelsesformer som legitime? Hvilke former for magt og etiske dilemmaer udspiller sig?
Original languageDanish
JournalForskning i pædagogers profession og uddannelse
Volume7
Issue number1
Pages (from-to)1-3
Number of pages3
ISSN2446-2810
DOIs
Publication statusPublished - Apr 2023

Keywords

  • social psychiatry
  • disabled

Cite this