Abstract

I dette temanummer retter vi blikket mod fællesskaber i forskellige pædagogiske og institutionelle sammenhænge, og deres betydning for mennesker. Relationerne mellem individ og fællesskab er et tilbagevendende tema og paradoks indenfor pædagogik. Både som forskelligartede fænomener og som noget, der kan begri-bes som hinandens forudsætninger. Det vedrører eksempelvis paradokser mellem frihed og tvang og mellem deltagelse, tilpasning og frisættelse. Man kan anlægge en forståelse af pædagogik som et spørgsmål om barnets, den unges eller den voksne borgers tilpasning til samfundsmæssigt dominerende værdier, normer og kulturer. Her bliver pædagogik forstået som en praksis, der bidrager til at gøre samfundets fællesskaber mulige via opdragelse af dets medlemmer. Pædagogik-kens beskæftigelse med fællesskaber kan også vedrøre et tema om overskridelser af eksisterende værdier, normer og kulturer samt etablering af nye virkeligheder. Det er et fokus, som særligt kritisk pædagogiske traditioner abonnerer på. Tilpas-ninger og overskridelser er således centrale temaer, når det handler om fællesska-ber. Inden for pædagogikken kan begge temaer fremkomme i stor skala med fokus på pædagogiske institutioners betydning for de samfundsmæssige fællesskaber via opdragelse til samfundsborgerskab. Samtidig kan temaerne fremkomme i mindre skalaer med fokus på, hvordan børn, unge og voksne skaber tilhørsforhold og deltagelse i de specifi kke institutionelle pædagogiske sammenhænge, som de dagligt opholder sig i. Når det pædagogiske blik rettes mod børns, unges og voksnes arbejde med at skabe tilhør til fællesskaber i de institutionelle sammenhænge, som de dagligt færdes i, er det typisk med opmærksomhed på, hvordan de forbinder og samstem-mer sig til andre mennesker samt til de aktiviteter og samværsformer, som er i spil i de specifi kke institutionelle sammenhænge. Børns, unges og voksnes fæl-lesskabende arbejde tydeliggør, hvordan fællesskaber ikke er uforanderlige fæno-mener, som er givet én gang for alle. Det fællesskabende arbejde er snarere et fænomen, som ubønhørligt skabes, vedligeholdes og ændres gennem handlinger og aktiviteter. Derfor er det, som Brinkmann påpeger, mere præcist at tale om fælles-skabelser end fællesskab og derigennem betone fællesskabers dynamiske og processuelle dimensioner (Brinkmann 2011). Et yderligere træk ved de fælles-skaber, som fi nder sted inden for pædagogiske og institutionelle sammenhænge er, at de ofte ikke er til at komme udenom for de børn, unge og voksne borgere, som opholder sig i de institutionelle sammenhænge. Fællesskaberne kan i den forstand synes obligatoriske. Imidlertid skaber børn, unge og voksne også rum for selvvalgte fællesskaber inden for de institutionelle rammer, og her bliver fælles interesser betydningsfulde for fælles-skabelserne.
Original languageDanish
JournalForskning i pædagogers profession og uddannelse
Volume6
Issue number2
Pages (from-to)1-5
Number of pages5
ISSN2446-2810
DOIs
Publication statusPublished - 13 Oct 2022

Keywords

  • social work and social conditions

Cite this