Pædagogisk faglighed: mellem balladen og det ønskværdige

Dette kapitel handler om pædagogens faglighed, og hvordan den kan forstås. Det rejser
og forholder sig til spørgsmål som: Hvad er pædagogik i grunden for et fag? og hvad retter
pædagogik sig imod? Hvad vil det sige at tage pædagogik på sig i sin kommende profession?
Hvad kan man ville, når det er pædagog, man skal være? Og hvad kan man ikke ville?
Kapitlet beskriver pædagogik som en særlig interesse, der handler om – i teori og
praksis – at overveje og understøtte, hvordan mennesker kan udvikle sig som unikke væsener,
der kan begå sig i, videreføre og videreudvikle et samfund og en kultur, bestående
af andre unikke væsener. Pædagogers faglighed handler derfor om at understøtte og ledsage
mennesker på deres vej til frihed og deltagelse i vores fælles liv. Det er, argumenterer
jeg for, lidt af en kunst. Og det er en faglighed, der rækker langt udover læreplaner, sprogvurderinger
og kommunale politikker, som ellers kan forstås som omdrejningspunkter
for den pædagogiske faglighed. Kapitlet introducerer til pædagogers faglighed som det
at tage vare på pædagogikken som et praktisk, etisk og filosofisk projekt, der forpligter
pædagogen til både at tænke stort og forholde sig ydmygt til de børn og børneliv, man
møder, og til, hvad pædagogikken kan og skal i deres liv.