Rehabilitering og recovery

I dette kapitel behandles to begreber der er blevet en del af det socialpædagogiske arbejdes vokabularium i løbet af de sidste 15 år: recovery og rehabilitering. Mens recovery-begrebet refererer til bruger-erfaringer, er rehabiliteringsbegrebet opstået i behandlingsverden. De to supplerer imidlertid hinanden. Begge signalerer et opgør med tidligere tiders måder at gribe arbejdet med udsatte og psykisk sårbare mennesker an på. Som nedenstående indledende beskrivelse fra ”D” herunder viser, er det dog ingen selvfølge at det, der går under dække af at være recovery- og rehabiliteringsorienteret, i virkeligheden også er det. Det er ikke nyt, at indsatser for at afhjælpe udsathed og psykisk sårbarhed med tiden kommer til at virke modsat, så de holder folk fast i udsathed og sårbarhed, i stedet for at hjælpe dem ud af det. Når først tilgange og metoder institutionaliseres og bliver stærke, stivner de, og bliver mål i sig selv, fremfor fleksible, situationsfølsomme og også skrøbelige midler til at øge kvaliteten af de liv, der er afhængige af indsatsen. Så længe socialpædagogik beskrives som et arbejdsfelt, knyttes det tæt op ad institutionaliserede rutiner, tilgange og fremgangsmåder. Men socialpædagogik er først og fremmest en tilgang, der bunder i en erkendelse af dynamikker mellem individer og fællesskaber og på en insisteren på værdien af såvel den personlige integritet som deltagelse i fællesskaber (Rothuizen & Harbo, 2017). Som tilgang er socialpædagogikken en kilde til permanent udviklingsarbejde og til en bekæmpelse af den institutionalisering der følger efter ethvert nybrud. En stærk socialpædagogisk faglig bevidsthed kan dermed medvirke til, at recovery og rehabilitering bevares som betegnelser for værdibaserede indsatser, og ikke som betegnelser for faste fremgangsmåder.