Sårbare identiteter: - en undersøgelse af hvordan radikalisering begrebsliggøres i socialrådgiveres foregribende arbejde med unge og voksne

Research output: Contribution to journalJournal articleCommunication

Abstract

I 2016 udgav den daværende regering 3. udgave af Danmarks forebyggelsesstrategi mod radikalisering og ekstremisme. Tanken i den nationale strategi er, at forebyggelse af radikalisering skal ske ved hjælp af tidlig opsporing. Ansvaret for den tidlige opsporing er placeret i det ordinære system, der blandt andet varetages af socialrådgivere og andre frontlinjeprofessionelle i landets kommuner. Radikalisering betragtes på lige fod med andre former for mistrivsel. Det kommunale forebyggelsesarbejde mod radikalisering har lovhjemmel i Servicelovens bestemmelser for børn/unge og voksne. Socialrådgivere der varetager opgaver i kommuners forebyggende og foregribende indsatser indtager således en central placering i den nationale forebyggelsesstrategi mod radikalisering og ekstremisme. Samtidig er radikalisering er et omdiskuteret og stærkt politiseret begreb, og der eksisterer ikke videnskabelig eller socialfaglig konsensus om begrebets bestemmelse. Radikalisering og de dertilhørende forståelser af radikalisering forandres og formes af forskellige forskningstraditioner, samfundsmæssige bevægelser og den aktuelle politisk observans (se Lindekilde 2015; Gemmerli 2014, 2015; Kundnani 2012; Schmid 2013; Borum 2011; Farnham 2011). Som følge heraf synes det vanskeligt at sætte radikalisering på begreb. Eftersom det er frontlinjeprofessionelle, der skal varetage den tidlige opsporing, kan man forestille sig at frontlinjeprofessionelles praksis er særligt udfordret af skiftende begrebsbestemmelser og manglende konsensus om radikaliseringsbegrebets bestemmelse (se Hemmingsen 2015:35; Lindekilde 2015, 2012; Lerche Mørch 2016). Der eksisterer begrænset forskningsbaseret viden om, hvordan frontlinjeprofessionelle omsætter radikaliseringsbegrebet i deres praksis, og hvordan frontlinjeprofessionelle foretager tidlig opsporing i deres daglige arbejde med unge og voksne. De eksisterende forskningsbaserede undersøgelser beskæftiger sig hovedsagelig med kapacitetsopbygning af frontlinjeprofessionelle (se Koehler 2017; Tierney 2017).
Således undersøger denne artikel, hvordan radikalisering sættes på begreb i socialrådgiveres foregribende praksis med unge og voksne.
Artiklens empiriske materiale bygger på ti kvalitative interviews med socialrådgivere, der varetager foregribende indsatser overfor unge og voksne i tre mellemstore kommuner. Idet artiklens ærinde er begrebsanalytisk med fokus på frontlinjeprofessionelles omsætning af radikaliseringsbegrebet, behandler artiklen de empiriske fund som et samlet diskursivt landskab. Artiklen interesserer sig således ikke for institutionelle og organisatoriske forholds betydning for begrebsliggørelsen af radikalisering. Således bidrager artiklen med praksisnær viden om, hvordan socialrådgivere omsætter og begrebsliggør den nationale definition af radikalisering i det tidlige opsporingsarbejde.
Analysen viser, at socialrådgivere hovedsageligt omsætter radikaliseringsbegrebet med afsæt i en individorienteret og psykologisk forståelses- og begrebsramme. Derudover viser artiklen, at socialrådgivere i mindre grad betragter deres daglige arbejde som en del af den nationale forebyggelsesstrategi. I forlængelse af artiklens fund rejses diskussion af, hvordan sårbare identiteter konstrueres i socialrådgiveres foregribende praksis, og hvordan socialrådgivere synes at håndtere dilemmaer, de befinder sig i, når de bliver udøvere af et stærkt politiseret indsatsfelt.
Original languageDanish
Journaluden for nummer
ISSN1600-888X
Publication statusSubmitted - 2020

Keywords

  • social work and social conditions

Cite this