Singularitet og metapsykologi: om psykoanalysens begreber

Der tales i dag på mange niveauer og områder om, at det handler om
at frembringe “praktisk viden”. På den ene side på en meget kontant
måde, der handler om “best practice”, dvs. viden, der virker, og som i
tråd med konkurrencestatens logikker angår det at optimere arbejdsgange
og processer. Man skal kunne “svare an på praksis”, som det
hedder, hvilket ofte er lig med markedets krav. På den anden side i en
lidt blødere form, hvor det handler om dømmekraft eller om at kunne
agere klogt i forskellige professionelle situationer. Denne praktiske
vending stiller spørgsmålet om psykoanalysens forhold til praksis.
Psykoanalysen handler også, helt åbenlyst, om praktisk viden, men i
en ganske anden forståelse af praksis end den, der går ud på at optimere
arbejdsgange, eller som fokuserer på opbyggelig livsvisdom. Sat
på spidsen angår psykoanalysens praksisbegreb noget, som er meget
mere særegent. Med en teknisk term kan man sige, at når psykoanalysen
skaber praktisk viden, handler det om det singulære.