Sociale problemer som vilde problemer

Frontlinjen i socialt arbejde er ret ofte vild – det vil sige karakteriseret ved, at de problemer der skal håndteres har træk af at være vilde problemer. Det er en svær erkendelse, og der ofres mange bestræbelser på at gøre det vilde tamt. Evidensbevægelsens indflydelse og datdreven udvikling over de sidste årtier er f.eks. et eksempel på dette. Det kan lede til nogle typer af forbedringer, men ofte indfries forhåbningerne ved sådanne tiltag ikke i særligt omfang.
Det vil derfor sandsynligvis være mere hensigtsmæssigt at acceptere vilkåret – at en del sociale problemer er vilde problemer – og derfor opøve kompetencer i at håndtere vilde problemer som vilde. Det peger på behovet for, at der skal der satses på solide professionskompetencer, der gør praktikere i stand til at opøve en faglig dømmekraft i svære konkrete praksissituationer, da arbejdet både er konkret, situationelt og foregår indenfor en bestemt kontekst.