Socialpædagogik, udsathed, tillid eller mangel på samme

Gennem en årrække har spørgsmålet om non-take-up været behandlet i forskellige forskningsperspektiver. Non-take-up adresserer den situation, hvor mennesker, som har ret til fx social, økonomisk eller sundhedsmæssig hjælp i et givent samfund, bevidst eller ubevidst, undlader at gøre krav på hjælpen uanset, at de er berettiget til den. I en artikel, som indkredser særligt vestlige blikke på non-take-up (Lucas, Bonvin & Hümbelin, 2021), peger forfatterne på, at der er en større mængde kvantitativ forskning ind i feltet, men efterlyser kvalitative undersøgelser af, hvad der karakteriserer situationer, hvor mennesker ikke gør hævd på hjælpen. Her skyder nærværende artikel sig ind ved i et mikrosociologisk blik at konstruere to eksempler på tværs af en række forskningsprojekter, hvor af vi præsenterer et par stykker nedenfor . Med afsæt i eksemplerne undersøger vi, hvad der kan siges at karakterisere situationer, hvor særligt unge i udsathed afviser hjælp, det vil her sige situationer som vi ser som non-take-up af socialpædagogik.
I denne artikel rammesætter vi først det, som er tænkt som hjælp, som socialpædagogik i form af hjælp til hjælpsomme koblingsmuligheder til de sammenhænge som mennesker ønsker at deltage i (Harbo, 2021). Dernæst præsenterer vi de to eksempler fra mikrosociologiske forskningsprojekter, der involverer unge i risiko for eller allerede endt i hjemløshed. Eksemplerne beskriver møder mellem de unge og socialpædagogisk praksis, som leder til, at de unge trækker sig fra hjælpen, og i artiklen undersøger vi, hvordan dette kan forstås ved hjælp af Niklas Luhmanns begreb om tillid (Luhmann, 1999). Her er det en væsentlig analytisk pointe, at der forud for ’afvisningen’ af hjælpen ligger forskellige små hændelser, som de unge oplever som kiks, misforståelser eller fejl og som de unge ser i et tilgivende og tillidsfuldt lys. På et tidspunkt bliver et sådan kiks, misforståelse eller fejl for meget for de unge, og tilliden svinger over i mistillid, hvad vi med reference til Luhmanns teori betegner som en tærskelhændelse, og de unge afviser hjælpen.
To af de projekter som vi har konstrueret eksemplerne ud fra er først et projekt, hvor vi over en periode på 9 måneder har fulgt menneskers vej ud af hjemløshed og deres oplevelser i og af et projekt, som netop har til formål at hjælpe de unge ud af hjemløshed (Harbo og Løvstad, 2021). Det empiriske materiale er her produceret ved feltobservationer og mere formaliserede interviews med beboere og tilknyttet personale, inspireret af tænkningen omkring farligt feltarbejde (Jacobsen, M.H.; Kristiansen, 2001). De unge fortæller her om, at de trækker sig fra hjælpen, fordi de oplever, at deres nuværende status som ikke-hjemløse bliver brugt som markering af hjælpens succes, og som en ung siger ’jeg vil ikke være deres poster girl’ .
Dernæst tager vi afsæt i et projekt som ved hjælp af photovoicemetoden (Wang, C.; Burris, 1997) undersøgte de unges oplevelser af hjem, hjemlighed og hjemløshed (Løvstad, Svendsen og Ramsbøl, 2018). Photovoice er en deltagerstyret metode, som kombinerer fotografiet med kvalitative interviews med blandt andet det formål, at give deltagerne mulighed for at repræsentere sig selv og samtidigt også initiere en kritisk debat i (lokal)samfundet. De unge deltager i projektet engageret i at tage billeder og efterfølgende i interviews om billederne. De ønsker dog kun, at medvirke så langt som til at gøre forskeren klogere på deres oplevelser, men de ønsker ikke at gøre samfundet og derved hjælpen klogere på oplevelserne i direkte dialog (Løvstad, Svendsen og Ramsbøl, 2018).