Then came antropocæn. Litteraturens og litteraturundervisningens rolle i disse præapokalyptiske tider

Litteraturen og litteraturkritikken er ifølge kulturforskeren Gregers Andersen langt om længe begyndt på parallelt med naturvidenskaben at beskæftige sig med klimakrisen. Litteraturen har siden 00’erne taget fat på opgaven med en række værker, som kan samles under den forholdsvis nye generiske betegnelse klimafiktion eller, om man vil, cli fi. Andersen formulerer i sin forskning nogle interessante bud på, hvordan man litteraturvidenskabeligt kan forholde sig til klimalitteraturen og klimakrisen. Disse nye litterære og litteraturvidenskabelige tiltag og landvindinger når dog næppe længere ud end til en snæver kulturel elite, hvis ikke også litteraturpædagogikken parallelt med naturfagsdidaktikken
udvikler veje til at få skolens litteraturundervisning til at beskæftige sig med klimakrisen. Litteraturpædagogikken må tage et ansvar for at bidrage til, at
litterære og litteraturvidenskabelige pointer når ud til de yngste generationer,
hvor de kan gøre en forskel.

Norske Nina Goga foreslår økokritiske samtaler om børnelitterære klassikere som en mulig vej. En anden vej kunne gå via to af 90’ernes amerikanske stedsdidaktikere David W. Orr og David A. Gruenewald og deres respektive bud
på udviklingen af en ”Place-Conscious Education”. Stedbaseret læsning vil som
litteraturpædagogisk og udeskoledidaktisk metode måske kunne bidrage til at
skabe opmærksomhed på og omsorg over for steder, lokalt og globalt, i kraft
af litteraturen. Og opmærksomhed på litteraturen i kraft af steder.