Udeskole i Livsoplysning – et muligt resonansrum?

Artiklen undersøger, hvordan udeskole-didaktik kan integreres i læreruddannelsesfaget "Livsoplysning. Kristendomskundskab. Idehistorie. Medborgerskab. Autoritet" for at modvirke samfundsmæssig acceleration og styrke de studerendes dannelse og verdensforhold. Med afsæt i Hartmut Rosas teori om resonans og Gert Biestas begreb om ”verdensvendt uddannelse” undersøger forfatterne, hvordan uderummet kan fungere som et pædagogisk rum, der fremmer faglig deltagelse og eksistentiel refleksion.

Undersøgelsen bygger på to prøvehandlinger i foråret 2026 med to hold lærerstuderende, der besøgte henholdsvis Budolfi Kirke (med oplæg og dialog med en præst) og Almen Kirkegård i Aalborg (med undersøgende gruppeopgaver om gravsteder og symbolik). De studerendes oplevelser blev efterfølgende analyseret ud fra en didaktisk model med fokus på faglige deltagelsesmuligheder. Mødet med de fysiske, autentiske steder og aktører skabte en produktiv ”forstyrrelse”, der øgede de studerendes motivation, styrkede deltagelsen og gav anledning til personlig og eksistentiel refleksion. Feedbacken afslørede et markant ønske fra de studerende om at komme endnu tættere på levet religionspraksis gennem kropslige erfaringer, f.eks. ved at overvære rigtige ritualer. Forfatterne konkluderer, at udeskole kræver en nøje balance mellem underviserens stilladsering og de studerendes egen åbne undersøgelse.
Samtidig understreges det, at en tæt kobling mellem faserne i strukturen ”inde – ude – inde” er afgørende for at sikre den faglige opsamling og konsolidering.