Viden der virker - en etnografisk undersøgelse af forbindelser mellem småbørnspædagogik og evidensbaseret metode

Afhandlingens forskningsspørgsmål lyder: Hvordan forbindes småbørnspædagogik og evidensbaseret metode, og hvordan formes en aktuel småbørnspædagogik i denne forbindelse?
Undersøgelsen er gennemført med et etnografisk feltarbejde som forskningsstrategi og har den evidensbaserede metode De Utrolige År (DUÅ) som empirisk omdrejningspunkt. I løbet af 1½ år har jeg fulgt DUÅ i konference- og seminarsammenhænge, i tre kommunale forvaltninger, til DUÅ-uddannelse og i tre kommunale børnehaver. På disse lokaliteter har jeg indsamlet dokumenter og interviewet forvaltningsansatte, daginstitutionsledere, pædagogisk personale og børnehavebørn. Størstedelen af undersøgelsens empiriske materiale består dog af observationsnoter, hvoraf hovedparten er produceret i børnehaverne. Undersøgelsens gennemgående teoretiske inspiration er Aktør-Netværks-Teori. Endvidere inddrages kulturanalytiske og barndomssociologiske perspektiver.
I afhandlingen beskriver jeg, hvordan en lang række aktører arbejder sammen på tværs af faglige og nationale grænser for at stabilisere DUÅ som en relevant og hensigtsmæssig del af en dansk daginstitutionspædagogik. Jeg stiller ind på specifikke lokaliteter i dette netværk og peger på, hvordan politiske påbud og økonomiske incitamenter har følgeskab af en handlingsanvisende materialitet, detaljerede scripts og attraktive identiteter, når DUÅ stabiliseres som en muskuløs aktør i forbindelser mellem forvaltninger, politiske organisationer og børnehaver. Ligeledes følger jeg DUÅ i børnehavernes hverdagsliv og peger på, hvordan metodens anvisninger her stabiliseres af et behov for institutionel orden. Jeg belyser desuden, hvordan børnehavernes personale mobiliserer metoden til at sikre og kvalificere et fokus på relationer og socialitet i en tid, hvor personalet oplever sådanne prioriteringer presset af travlhed og af et øget politisk fokus på børnehaven som en del af uddannelsessystemet. Alle disse forbindelser er med til at tildele DUÅ handlekraft og styrke. Samtidig virker forbindelserne også transformerende på småbørnspædagogikken: Den tildeler den institutionelle ordenshåndhævelse status og værdi som professionelt arbejde og afkobler institutionskritiske perspektiver. Ligeledes forandres arbejdet med relationer og socialitet grundlæggende, når det formes som en offensiv indsats, hvor følelser og sociale samhandlinger anvises og indøves som standardiserede kontekstuafhængige kompetencer.
Forbindelserne mellem DUÅ og småbørnspædagogikken er stærke og virksomme, men får også uintenderede og overrumplende effekter. Ved at følge DUÅ-strategien ’timeout’ peger jeg på, hvordan de rensede virkelighedsrepræsentationer, der stabiliserer metoden som legitim og hensigtsmæssig, når den anvises og indøves i henhold til DUÅ-manualen, destabiliseres, når timeoutstrategien placeres i børnehaverne. Her er hverdagslivet sammensat og flertydigt, og timeouten henholdsvis afviges, undviges og transformeres på overrumplende måder i mødet med børnehavens andre aktører. Ligeledes ser jeg friktioner og sammenstød, når jeg i analyserne stiller ind på forbindelser mellem børnehavebørn og DUÅ. DUÅ-metodens præmisser om entydighed og kausalitet stemmer ikke overens med børns erfaringer med socialt samvær som situationelt og relationelt. Effekten af denne diskrepans bliver en afkobling af børns erfaringer fra situationer, hvor DUÅ er definerende for, hvordan pædagoger og børn mødes.
På baggrund af afhandlingens analyser karakteriserer jeg forbindelserne mellem evidensbaseret metode og småbørnspædagogik som fulde af en transformativ handlekraft, der forskubber og forandrer både den evidensbaserede metodes relevans og formål og småbørnspædagogikkens indhold og organisering. Jeg ser, at metoden virker – men dens effekt er situationel og relationel og kan være forventet, men kan også være modsat det intenderede. Det følger af denne analyse, at metoden ikke udgør en række neutrale redskaber. Når metoden tildeles handlekraft, får den implikationer for relationerne mellem børnehavens personale og børn og for pædagogikkens opgave. Den aktuelle småbørnspædagogik, der formes i forbindelser til DUÅ som en evidensbaseret metode, indebærer et syn på børn som inkompetente og på pædagogikkens formål som en autoritær formidling af standardiserede kompetencer. Det pædagogiske personale møder ikke barnet med dialog og vejledning, men med instruktioner, der først i fremtiden kan tildele barnet en status som medborger med ret til at blive hørt.