Mindretalspædagogik - en undersøgelse af mindretalspædagogikken i Nord- og Sydslesvig

Beskrivelse
I det dansk-tyske grænseland findes et dansk og et tysk mindretal, som hver især har deres eget uddannelsessystem og deres egne uddannelsesinstitutioner. Nord for den dansk-tyske grænse findes der tyske vuggestuer, børnehaver, folkeskoler og et gymnasium, som administreres af Deutscher Schul- und Sprachverein. Tilsvarende findes der danske vuggestuer, børnehaver, skoler og gymnasier syd for grænsen. Disse administreres af Dansk Skoleforening for Sydslesvig e.V.

Denne afhandling beskæftiger sig med den særlige pædagogik, der bedrives i disse mindretalsinstitutioner, mere specifikt mindretallenes skoler. Disse er kendetegnet ved at være situeret i en særlig historisk, kulturel og sproglig kontekst som afstedkommer særlige pædagogiske potentialer og udfordringer, som ikke er blevet undersøgt tidligere.

Det overordnede formål med denne afhandling har været at give en analytisk karakteristik af den mindretalspædagogiske praksis for herved at udvikle og konkretisere de opfattelser som findes herom ude i feltet. Samtidig har afhandlingen sigtet mod en kvalificering af mindretalspædagogikken gennem forslag til modifikationer af den eksisterende praksis. I afhandlingen er både det danske og det tyske mindretal blevet undersøgt og afhandlingen har derfor også haft et komparativt sigte. Ved at sammenligne begge mindretal har det været muligt at belyse de forskelle og ligheder, som findes i mindretallene, og dermed skabe muligheden for videns- og erfaringsudveksling.

Afhandlingens formål er blevet realiseret gennem en sociologisk undersøgelse. Videnskabsteoretisk tager afhandlingen afsæt i et pragmatisk-konstruktivistisk paradigme, som er blevet suppleret med en praksisteoretisk tilgang til feltet. Metodologisk har afhandlingen gjort brug af et mixed methods undersøgelsesdesign, hvor kvalitative og kvantitative data er blevet kombineret, som tilsammen giver et fyldestgørende og facetteret billede af den mindretalspædagogiske praksis. Den konkrete analyse af data har taget udgangspunkt i en neksusanalytisk optik, som netop har praksis som sit omdrejningspunkt. I den forbindelse har det i første del af analysen været konteksten for den mindretalspædagogiske praksis – mere specifik mindretalspædagogikkens institutionelle, normative og didaktiske kontekst - der er blevet analyseret nærmere. I en praksisteoretisk sammenhæng spiller konteksten en særlig vigtig rolle, fordi det er den der rammesætter praksis. I anden del af analysen har den konkrete udformning af den mindretalspædagogiske praksis, stået central. Denne er med udgangspunkt i neksusanalysens begrebsapparat blevet analyseret gennem tre centrale analyseområder (habitus, interaktion og diskurs).

Afhandlingen viser at et grundlæggende vilkår, der har betydning for det arbejde, mindretalslæreren kan udføre og som er afledt af det subjektive tilhørsforhold som konstituerer mindretallene, er elevernes sproglige baggrund. Langt størstedelen af lærerne i både Nord- og Sydslesvig vurderer, at flertallet af elever i den klasse, som de underviser mest i, har et andet modersmål end mindretalssproget, samtidig med at mindretalssproget er undervisningssproget. Dette grundvilkår har betydning for en lang række forskellige aspekter herunder lærernes samarbejde med forældrene, deres tilrettelæggelse af deres pædagogiske arbejde og mere overordnet den didaktik der anvendes af lærerne.

Afhandlingen viser videre, at fordi der ikke findes nogen homogen eller “ensartet” mindretalspædagogisk faglighed, som mindretallenes lærere bygger deres undervisning op omkring, er den mindretalspædagogiske praksis karakteriseret ved partikularitet. Alligevel ser der ud til at være et gennemgående træk, nemlig at lærerne i deres sprogarbejde primært gør brug af praksisviden i form af en habitualiseret viden, der er baseret på mavefornemmelser og intuition. Der er ingen af de undersøgte lærere, der er i besiddelse af en faglig-teoretisk viden, der ruster dem til at undervise tosprogede børn. Dette kan være en udfordring for lærerne som kan blive usikre på deres praksis og i værste fald etablere nogle strategier, som er kontraproduktive for elevernes sprogtilegnelse.

Som en yderligere udfordring peger afhandlingen på, at en række af de værdier, der promoveres gennem skoleforeningernes sprogkoncepter og målsætninger, er abstrakte og svære for lærerne at forholde sig til. Hertil kommer, at nogle af de anbefalinger, der gives til lærerne af skoleforeningerne kan virke inkonsistente, fordi der anbefales handlemåder, der er i modstrid med hinanden. Også dette bidrager til usikkerhed hos lærerne.

Endelig viser afhandlingen, at en lang række af de udfordringer og problemstillinger, som mindretalsinstitutionerne står overfor, også er udfordringer, som flertalsinstitutionerne skal håndtere. Disse udfordringer bliver dog, på grund af mindretallenes særlige beskaffenhed, mere prekære. Mindretalspædagogik knytter dermed an til en almen pædagogik, der i mindretallene kommer til udtryk i en særlig kulturel, sproglig og historisk kontekst, og som virker forstærkende på både de negative og de positive aspekter ved den undervisning, der praktiseres. Mindretalskonteksten fungerer således som en slags lup, der intensiverer pædagogiske udfordringer.

Ud fra ovenstående kan man udlede en række anbefalinger til hvordan den mindretalspædagogiske praksis kan modificeres og kvalificeres. En grundlæggende udfordring for mindretalslærerne er, som beskrevet ovenfor, at de ikke er i besiddelse af det, man kan betegne som en teoretisk funderet mindretalspædagogisk faglighed. Viden om, hvilke didaktiske strategier og teoretiske grundantagelser, der er egnede til at understøtte børnene i deres sprogtilegnelse, er dog i en mindretalspædagogisk sammenhæng uundværlig. For at opkvalificere den mindretalspædagogiske faglighed er det derfor nødvendigt at kombinere en teoretisk og videnskabelig viden med praksiserfaringer. Hertil vil særlige skræddersyede efter-/videreuddannelsesforløb, der adresserer de udfordringer, som lærerne står overfor, være egnede. Samtidig viser afhandlingen, at den viden mindretallenes lærerne har oparbejdet i høj grad er kendetegnet ved at være tavs og knyttet til den enkelte lærer. Når organisationer udelukkende er baseret på tavs og individuel viden, kan det være risikabelt, fordi værdifuld viden går tabt, når den person, der besidder denne viden, forlader organisationen. For mindretallenes lærere vil det derfor være gavnligt, hvis den tavse viden, der eksisterer på det mindretalspædagogiske område, blev konverteret til eksplicit viden. Som metoder til en sådan konvertering egner sig bl.a. lesson studies og aktionslæring.

Afhandlingen har videre vist, at en identifikation med mindretalspædagogikken kun i begrænset omfang er eksisterende hos lærerne. En sådan identifikation vil dog kunne bidrage til at stabilisere mindretallenes institutioner. Ønsker man derfor at sikre en vis form for stabilitet på tværs af institutionerne, giver det mening at arbejde målrettet med at etablere en form for kollektiv habitus eller et praksisfællesskab, der er baseret på en fælles mindretalspædagogik. En konsistent sprogpolitik, i hvilken skoleforeningernes målsætninger konkretiseres og operationaliseres til værdier, der er anvendelige i praksis, vil i den forbindelse kunne styrke lærernes identifikation med mindretalspædagogikken.
Informationer
Flere informationer

OriginalsprogDansk
Bevilgende institution
  • Syddansk Universitet
Vejledere/rådgivere
  • Gleerup, Jørgen, Vejleder, Ekstern person
Bevillingsdato12 sep. 2017
PublikationsartForskning
Peer reviewJa

Organisationer